Højskolernes Sekretariat
AF ARNE ANDRESÉN
Tidligere leder af Højskolernes Sekretariat Arne Andresén
beskriver her udviklingen i højskolernes organisering og
markedsføring fra 1950 til 2009.

Højskolernes Hus, Nytorv 7.
Begyndelsen
I 1944 (under 2. Verdenskrig) var det meningen, at højskolerne
ville fejre, at de havde eksisteret i 100 år. Men på grund af
krigen måtte man aflyse de festligheder. Til gengæld blev flere
bøger udgivet i den anledning, som fortalte om oprindelsen og
udviklingen af den danske folkehøjskole.
I en af de bøger fortæller tidligere elever om, hvad det betød for
dem at gå på højskole en vinter. Et gennemgående træk ved disse
udsagn er, at næsten alle elever kom fra landbokredse, og
tilskyndelsen til at tage af sted kom fra forældrene. Mange
fortæller, at det var ikke så meget det kundskabsmæssige, de fik
noget ud af, eller måske kan de ikke huske, at det betød noget.
Højskoleopholdet stod i deres erindring som en stor oplevelse, som
de mindedes resten af deres dage.
De blev medlem af højskolens elevforening, som indbød til det
årlige elevforeningsmøde. Der var foredrag af forstanderen og
lærerne, og sang efter højskolesangbogen, og møde med kammeraterne
fra den vinter, de var på højskole. Det var en dejlig
genopfriskning af deres højskoleophold. Ideen med elevforeningen
var, at de gamle elever skulle være med til at rekrutterer nye
elever til højskolens næste hold ved at fortælle venner og
kammerater om deres oplevelse. Og de skulle naturligvis tage til
den højskole, kammeraten havde været på.
Da de første højskoler begyndte, var skolerne private, d.v.s. at
det var forstanderen, som for egne midler fik bygget en ny højskole
eller indrettede en bestående bygning til højskole. Andre igen fik
støtte fra foreninger eller enkelpersoner til at oprette en
højskole. For at få elever til skolen rejste forstanderen rundt om
efteråret og vinteren og holdt foredrag i forsamlingshusene og
opfordrede de forældre, som kom til hans foredrag til at
sende deres sønner til hans højskole den næste vinter. Karlene kom
til november og var der gerne 5 eller 6 måneder. Senere fra
1860-erne kom også pigerne på højskole i 3 måneder fra maj.
I de første hundrede år henvendte højskolen sig stort set kun til
landboungdommen. At højskolen således, navnlig bland byboerne, blev
karakteriseret som "bondehøjskolen", kan ikke undre.
Landbo-Danmark og højskole var gennem de første hundrede år stort
set to alen af samme stykke kultur.
For karlene og pigerne var højskolen ikke et fremmed land, man tog
til. Højskolen var snarere en udvidelse af deres eget land:
højskolerne lå på landet, eleverne var kendt med foredraget og
gymnastikken hjemme fra forsamlingshuset. Derimod var det en uvant
oplevelse, at de nu skulle være arbejdsfri i 5-6 måneder. De kom
fra det hårde kropsarbejde og tilbragte vinteren renvasket i
helligdagstøjet i lys og varme og godt kammeratskab. Det var i sig
selv en forunderlig og befriende oplevelse. Efter højskoleopholdet
skulle de i de fleste tilfælde tilbage til landbrugsarbejdet.
Dette var stort set elevgruppen, som kom til højskolerne
frem til 1950-erne.
Landsforeningen af Højskoleelever
Dengang havde alle højskoler som tidligere nævnt en elevforening,
som var med til at rekruttere nye elever til den højskole de havde
gået på. Det var denne funktion, som var ideen bag oprettelsen af
en Landsforening af Højskoleelever (LaH). De enkelte højskolers
elevforeninger skulle simpelthen danne medlemsgrundlaget for en
stor landsomfattende elevforening.
Første gang, denne ide omtales offentligt er i en samtale
som forstander Lars Bækhøj har med Fyens Tidende i juli
1943. (Lars Bækhøj var formand for Foreningen for Højskoler og
Landbrugsskoler (herefter:H&L) frem til oktober 1943). Han
fortalte, at forstander J. Th. Arnfred havde deltaget i den
Finske højskoles 50 års jubilæum i 1939, og der oplevet, at den
finske højskole havde dannet en landselevforening af tidligere
højskoleelever. Lars Bækhøj fandt det forkert, at man ikke i
højskolebevægelsens hjemland havde en sådan forening. I Sverige
havde man en lignende institution.
Til jubilæet i 1944 havde H&L's bestyrelse planer om en
sådan foreningsdannelse. Til bestyrelsesmødet i september 1943
havde Arnfred allerede udarbejdet et foreløbigt udkast til
vedtægter til en forening. Men på grund af krigen måtte man opgive
jubilæet og en landselevforening.
Efter 2. Verdenskrig
Elevsøgningen til højskolerne umiddelbart efter
fredsslutningen tegnede lyst. I årene 1946 til 1948 var man oppe på
over 7.300 elever, og man skulle tilbage til efter 1920-erne for at
finde en lige så stor søgning til højskolerne. Men denne succes var
kortvarig. Elevtallet faldt derefter drastisk og nåede en næsten
bundrekord i 1953-54 med ca. 5.800 elever.
Denne nedgang på ca. 1.500 elever på så kort tid foruroligede
mange højskolefolk. Det var et problem, som blev drøftet i
højskolernes bestyrelser og omtalt i højskolernes årsskrifter. Det
var i de år, industrien voksede i byerne, og det gav arbejde til
mange unge fra landbruget. I tidsrummet 1945-50 forsvandt tæt på
100.000 medhjælpere i landbruget. Sammen med medhjælperne
forsvandt også hesten som den dominerende trækkraft i landbruget,
og ind kørte traktorerne på gårdene. Mange højskoleforstandere så i
ånden højskolen overflødiggjort, hvis afvandringen fra landbruget
fortsatte i samme tempo.
Det var med den dystre udsigt, at H&L indbød højskolerne til
et møde den 28. april 1949 i Fredericia, for at drøfte den
alvorlige situation. Ud over et dalende elevtal kunne man
konstatere:
- Der var en stor afvandring af unge fra landbruget samtidigt med at de små fødselsårgange fra slutningen af 1920-erne satte ind.
- I den brede offentlighed betragtedes højskolen nærmest som et fastkørt miljø, og den opfattelse lod sig ikke ganske afvise.
- Man hæftede sig ved, at aftenskolerne, aftenhøjskolerne og efterskolerne havde betydelig vækst i elevtilgangen. Det er klart, at med sådan en fremgang i tilgrænsende områder, måtte højskolefolket opleve deres tilbagegang så meget stærkere.
Som resultat af dette møde, nedsattes et udvalg, som bestod af :
Forstander Erik B. Nissen, Antvorskov, forstander Sigurd Brønsted,
Lolland, forstander Frode Kristensen, Roskilde, afdelingschef
K.B.Andersen, Krogerup og højskolelærer Jørgen Bøgh, Askov.
Udvalget drøftede over flere møder, hvilke muligheder, der var for
at ændre situationen, og herunder navnlig: hvad man skulle gøre
for at få nye grupper af unge i tale. Det blev foreslået, at der
skulle fremstilles brochurer, laves film om højskolen,
radioudsendelser, pressemeddelelser, arrangeres foredrag, kontakt
med erhvervene, oprettes en landselevforening og et sekretariat i
København.
Det var til den opgave at H&L i slutningen af oktober
1949 indbød alle elevforeningsformændene til en drøftelse af
muligheden for at oprette en landsomfattende elevforening. Det
resulterede i, at et nyt udvalg blev nedsat. De arbejdede især med
udformning af vedtægter for en landselevforening, og
konkretiserede forslagene fra det første udvalgsarbejde.
Forslagene blev sendt ud til elevforeningernes bestyrelse til
drøftelser, for at de kunne tage stilling til forslagene med det
samme. Man indbød også elevforeningsformændene til at komme til
den stiftende generalforsamling. Den fandt sted den 12. februar
1950 i Odense. Mødet blev ledet af formanden for H&L
J.Th. Arnfred, Askov højskole.
Til den første bestyrelse valgtes 5 personer blandt
elevforeningernes medlemmer, og i flg. vedtægterne skulle H&L
udpege 2 medlemmer til bestyrelsen. Medlemmerne var:
- Forhenværende Undervisningsminister Jørgen Jørgensen
- Førstelærer Hillgaard, Thise
- Højskolelærer Toftemark, Tommerup
- Redaktør Alfred Hansen, Odense
- Personalekonsulent Birthe Mailund, København
- Fra H&L blev udpeget:
- Forstander C.P.O. Cristiansen, Frederiksborg
- Højskolelærer Poul Engberg, Askov.
Det første bestyrelsesmøde fandt sted den 24. marts 1950 på
Christiansborg hos Jørgen Jørgensen. Man konstituerede sig
med Jørgen Jørgensen som formand og Poul Engberg som
næstformand.

Sekretær i FFD Elo Madsen måler op i det nye kontorlokale.
Højskolernes Sekretariat
Det blev en tradition at vælge en folketingpolitiker som formand
for HS. Begrundelsen for dette valg skal nok findes i den
mulighed, som foreningen H&L så havde til at få kontakt med
politikerne på Christiansborg. Denne model fortsatte frem til år
2000.
Efter Jørgen Jørgensen blev tidligere højskoleforstander Jens
Rosenkjær formand. Han blev afløst af Knud Heinesen, derefter Orla
Møller og Robert Pedersen. Alle tre socialdemokrater.
Derefter blev det den radikale politiker Ole Vig Jensen, og da han
blev minister blev SF-eren Ingerlise Koefoed formand for HS. Ole
Vig afløste Ingerlise Koefoed, da hun trak sig ud af politik, og
han blev igen formand for HS. Da han blev minister igen, blev han
afløst af en venstrepolitiker Marianne Fischer Boel. Hun blev den
sidste politiker, som var formand for HS.
Men nu tilbage til LaH, som skulle begynde oplysningsarbejdet for
højskolerne. En af de første opgaver for den nye bestyrelse var at
ansætte en leder til det daglige arbejde. Det blev højskolelærer
Erik Halvorsen, som kom fra Antvorskov højskole. Halvorsen gik
straks i gang med mange af de ting, som var foreslået af det første
udvalg.
Ved et lånt skrivebord og telefon i et af Københavns
Højskoleforenings lokaler i Vartov, fik Halvorsen et samarbejde i
gang med Højskoleforeningen, der havde erfaring med at rekruttere
elever i højskolefremmede kredse. Erik Halvorsen implementerede de
forslag, som udvalget fra april 1949 var kommet frem til. Det var
den direkte markedsføring:
- Primær orientering om de enkelte højskoler samt oplysning om tilskudsmuligheder og tilmelding af elever til de enkelte højskoler.
- Tilrettelæggelse og udsendelse af brochurer, foldere, plakater m.v. Der var også en præsentations udsendelse af højskoler i Danmarks Radio, første gang den 22. september 1950.
- Markedsførte de korte kurser under betegnelsen "feriekurser". (F.eks. var der i 1953 15 alm. korte kurser og 1 familiekurser. Der var 600 deltagere, de 495 var kommet via HS.)
- I perioden 1951-55 gennemførtes på 9 forskellige virksomheder "fabrikshøjskoler".
- I perioden 1951-59 arrangeredes Vartov Aftenhøjskole, for at knytte en nærmere kontakt mellem folkehøjskolen og København.
- I 1953 arrangeredes "Den vandrende højskole". Det var 2 rejser á ca. 2 ugers varighed rundt i Sverige med i alt 84 deltagere.
- I 1953 oprettedes Folkeoplysnings Informationskontor som særlig rettedes mod udlændinge, der søgte orientering om og kontakt med folkeoplysningsarbejde i Norden.
Man forsøgte også en fællesannoncering for alle højskolerne, men
det var der vanskelighed med at blive enige om. Dog lykkedes det
at lave plakater om de korte kurser, som blev hængt op i
sporvognene. Det vakte stor uro i højskolekredse, da man mente at
HS gik for langt.
En højskolelærer karakteriserede vittigt situationen, da han
fortalte følgende historie: "Mange højskolefolk så med bekymring på
disse plakater i sporvognene. De satte sig med ryggen til dem og
med en mine, som om de sagde: Det er skrækkeligt, men jeg håber,
det giver mig nogle flere elever."
Ved at lade LaH og HS tegne markedsføringen, løste man et
problem for den gamle bondehøjskole. Man kan sige, at
højskoleeleverne blev spændt for markedsførings vognen, men det var
H&L, som var kusk.
LaH repræsenterede ca. 50.000 tidligere højskoleelever - selv om
medlemskabet for den enkelte elev kun var indirekte - så lød det
det flot: 50.000 gamle højskoleelever anbefaler højskolen. Men det
gav også problemer indadtil i højskolen, for ikke alle højskoler
brød sig om det "reklamebrøl". Reklame var jo selve omsætningens og
kapitalismens evangelium, og højskolen havde sin identitet i ånd.
Med hensyn til højskolefolkets forhold til organisationer og
reklamer, kunne man også sige: "Højskolefolk og andre
grundtvigianere havde det med reklame omtrent som historien
fortæller om præstens forhold til synden: de var nærmest
imod."
I efteråret 1953 begyndte et uofficielt samarbejde med
efterskolerne, og fra 1964 blev det officielt. Efterskolerne fik et
medlem med i bestyrelsen for LaH. Dette samarbejde fortsatte
frem til 1971.
Mange udlændinge søgte oplysninger om højskoler, enten ved at
møde op i HS eller ved at ringe eller skrive til HS, så der blev
oprettet et "Information Office" og fremstillet skriftligt
materiale på engelsk. LaH fik en årlig bevilling på
finansloven til dette arbejde.
Højskolefonden
I forbindelse med oprettelse af LaH var det også formanden
for LaH, Jørgen Jørgensen, som tog initiativ til oprettelse af
Højskolefonden. Denne fond støttede højskoleelever, som deltog i
foreningsarbejde af idépolitisk, religiøs eller anden art.
Fonden søgte midler fra andre fonde, 4. Maj Fonden, andre
institutioner m v. Fonden havde til huse i HS, som administrerede
fonden uden vederlag. Heller ikke bestyrelsen eller
bedømmelsesudvalget modtog vederlag.
Der kom flere ansøgninger om støtte end fonden kunne skaffe midler
til. Der blev gerne uddelt portioner på 1000 til 2000 kr. til ca.
20-30 elever om året. Fonden blev nedlagt i begyndelsen af
1980-erne.
Korte kurser
De korte kurser er ikke noget HS har opfundet. Allerede i 1911
begyndte Københavns Højskoleforening at sende sine medlemmer "8
dage på højskole" om sommeren. Det var kurser, som blev arrangeret
i samarbejde med Frederiksborg Højskole og 4-5 andre højskoler.
Højskoleforeningen fik 25 kr. for hver kursist, de fik indmeldt til
højskolen. I midten af 1970-erne holdt Københavns Højskoleforening
op med at tage imod indmeldelser.
Sekretariatet gav oplysninger om 2 ugers kurser, men da Københavns
Højskoleforening holdt op med tilmeldingerne, fortsatte HS også
med 1 uges kurser. I 1953 arrangeredes de første familiekurser på
Askov, og i 1958 arrangerede Arne Jørgensen, Brandbjerg
højskole de første kurser, som henvendte sig specielt til
pensionister. Det gav et gib i mange højskolefolk, for
højskolen var for de unge, og ikke for pensionister. Efter 4 år
begyndte også andre højskoler at arrangere korte kurser for ældre.
Dette mønster af korte kurser har holdt sig lige siden, blot er
antallet steget betydeligt.
Højskolerne Sekretariat abonnerede på avisudklip fra et af de
bureauer, som tilbød den service. Hver gang der stod noget om
højskolerne, blev det klippet ud og sendt ind til sekretariatet.
Abonnementet blev betalt af H&L. HS samlede udklippene og
klistrede dem ind i store udklipsbøger. Disse bøger blev opbevaret
i HS. Det blev med årene til mange bind, som gjorde det vanskeligt
at huse dem inde i Vartov. I begyndelsen af 1980-erne blev de
overført til det folkelige bibliotek i Ollerup som et lån, for det
var stadig HS og FFD's ejendom. Da var biblioteket under opbygning,
og de havde plads og lyst til at opbevare denne samling. Den
fortæller højskolens historie set gennem forskellige
journalisters øjne.
Året 1968 betegnes som året, hvor ungdomsoprøret begyndte, og
fandt sted fortrinsvis på universiteterne. Der hvor HS kunne
mærke det, var at mængden af avisudklip forøgedes mærkbart, da der
opstod uro på Ryslinge højskole og senere på Askov højskole. De
nærmere omstændigheder, som førte til disse uoverensstemmelser,
skal der ikke redegøres for her. HS kunne blot konstatere, at
udklipsmængden var stærk stigende, så disse begivenheder alene
fyldte næsten 10 udklipsbøger. Abonnementet blev opsagt i 1995, da
FFD syntes det var blevet for dyrt med disse udklip. Men de
repræsenterer 45 års højskolehistorie. I 1958 gik Erik Halvorsen af
som sekretær for LaH for at blive forstander på Hørsholm højskole.
Som hans afløser ansattes højskolelærer Jørgen Bent Kistorp.
Højskolernes U-landsarbejde.
I 1964 oprettede H&L "Højskolernes U-landsarbejde", som blev
administreret fra HS. Der kom elever fortrinsvis fra Østafrika, som
først skulle lære dansk på en højskole. derefter ud i praktisk
landbrug på forskellige gårde og slutte af med
landbrugsskoleophold. Men mange af de afrikanske elever fik hjemve,
når de skulle være så længe i Danmark. De fortalte om pludselig død
af deres moder eller andet familiemedlem, som gjorde, at de
ønskede at tage hjem til begravelsen. Kistorp hjalp dem med en
flyvebillet hjem, selvom kurset ikke var slut endnu. Resultatet
af, at Bent Jørgen Kistorp hjalp afrikanerne med hjemrejse, blev,
at Højskolernes Sekretariat oparbejdede et underskud på regnskabet
svarende til et helt års indtægter.
Bestyrelsen sammen med formanden Jørgen Jørgensen indkaldte
alle højskoler til et krisemøde om Højskolernes Sekretariats
økonomi. Der var enighed om, at Sekretariatets oplysningsarbejde
skulle fortsætte. Det kunne man gøre, hvis højskolerne og
efterskolerne ville indbetale et års kontingent igen, og det
gjorde de i 1967. Bent Jørgen Kistorp blev bedt om at rejse og fik
derefter arbejde på Gymnastikhøjskolen i Sønderborg. Som hans
efterfølgeren valgte man en højskolelærer ved navn Hans
Jensen.

Højskoleudstilling i forbindelse med højskolernes 150 års jubilæum
i 1994.
Ny struktur
Højskolernes Sekretariat fik også en ny struktur i
bestyrelsen som følge af den anstrengte økonomi. Bestyrelsen
bestod nu af 4 medlemmer fra Landselevforeningen, valgt på LaHs
generalforsamling, og 4 repræsentanter fra højskolerne, udpeget af
bestyrelsen for H&L. Bestyrelsen valgte en ny formand for HS,
og det blev den tidligere socialdemokratiske kirkeminister Orla
Møller.
Der blev fremstillet en lille fællesbrochure, som kunne sendes i
en almindelig kuvert og vejede under 100g, og oplysningsarbejdet om
de lange og korte kurser fortsatte. Det var en vanskelig tid for
sekretariatet, for der skulle passes på, at udgifterne ikke
oversteg indtægterne, så der var ikke mange ekstra aktiviteter ud
over fællesbrochuren. Der blev fremstillet en plakat med
opfordring til at tage på højskole.
I 1971 blev Hans Jensen afløst af undertegnede Arne Andresén. Der
var kommet en ny højskolelov i 1970, som gav mulighed for 4 nye
Ungdomshøjskolerne, der kunne tage imod unge, mellem 17 og 19
år, hvor man på højskolerne skal være 17 ½ år, før kurset
begynder.
Der blev givet tilladelse til 4 nye højskoler, som henvendte sig
til den ældre generation. De nye højskoler kunne udelukkende
arrangere korte kurser af to ugers varighed.
I Højskolernes Sekretariat var der også sket ændringer.
Efterskolerne oprettede deres eget oplysningskontor i Vartov. Det
blev lederen af kontoret i HS, Ellen Rosenkjær, som blev
sekretariatsleder i efterskolernes nye kontor.
Landbrugsskolerne oprettede også deres eget sekretariat på Tune
Landbrugsskole. Disse organisationer forlod HS's bestyrelse, og
H&L skiftede navn til Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark
(FFD).
FFDs bestyrelse havde ikke mere den berøringsangst med begrebet
markedsføring af højskolerne, som de havde, da HS begyndte sit
virke i 1950. Bestyrelsesmedlemmerne udpeget af FFD var mere
interesserede i at gøre højskolerne mere synlige blandt
unge.
Der blev fremstillet brochurer for de korte såvel som for de lange
kurser, plakater og en vandreudstilling i tre eksemplarer.
Disse udstillinger cirkulerede rundt på biblioteker, skoler og til
andre, som var interesseret i vise dem. Billederne blev taget af
fotograf Johan Piepgrass, og teksterne skrevet af højskolelærer
Poul Erik Søe.
Mange kursister kom ind i Vartov for at hente en brochure eller
melde sig til et kursus. For hver indmeldelse til et kort kursus
fik HS 25 kr., og det var med til at finansiere driften af
sekretariatet.
Antallet af højskoler steg i 1970-erne og begyndelsen af
1980-erne. Ligeledes antallet af korte og lange kurser. Det
gjorde også, at der blev ansat flere medarbejdere i HS for at kunne
hjælpe alle de mennesker, som kom ind og søgte oplysninger om
kurser. I alt var der ca. 5 faste medarbejdere. I begyndelsen af
året, når fællesbrochuren blev udsendt, var der flere løst ansatte
hjælpere i 1 til 2 måneder. Fællesbrochuren blev efterhånden trykt
i over 200.000 eksemplarer, så der var brug for mere plads. HS
lejede et tidligere kontorlokale i stueetagen. Derved undgik man,
at alle fællesbrochurerne skulle bæres op til 3. sal, for derefter
at bæres ned igen i en kuvert og sendes med posten. Pakker med
brochuren kunne også pakkes dernede, og det lettede det daglige
arbejde en hel del.
Der blev fremstillet en ny lysbilledserie, som skulle bruges i
markedsføring af højskolerne og deres kurser. Billederne blev
taget af Svend Hansen, og teksten blev skrevet af Finn Slumstrup.
Lysbillederne blev vist med glidende overgang, så det virkede som
en film.
LaH
Sekretariatets økonomi var nu ikke længere så afhængigt af
tilskuddet fra elevforeningerne, som udgjorde en mindre del af de
samlede indtægter. Højskolerne betalte et beløb pr. årselev til HS
informationsarbejde.
Fra begyndelsen var Jørgen Jørgensen formand for LaH, og derved
for alle aktiviteterne i sekretariatet. Efter tiden med Bent
Jørgen Kistorp blev den valgte formand også formand for HS. I den
tid hvor Robert Pedersen var formand for HS, var han også i
begyndelsen formand for LaH. Fra slutning af 1970erne valgte LaH
deres egen formand, og sekretariatslederen for HS var ikke længere
sekretær for LaH.
Elevforeningens bestyrelse arrangerede egne aktiviteter og deltog
i DUF's (Dansk Ungdoms Fællesråd) arrangementer. Det var mere
politisk arbejde, som nogen indenfor LaH mente var rigtig at
deltage i, og andre elevforeningsrepræsentanter var i mod.
Ligeledes mærkede elevforeningen, at de havde mindre indflydelse på
markedsføringsarbejdet i HS. I midten af 1980-erne besluttede de
at nedlægge LaH, og samarbejdet med elevforeningerne sluttede efter
ca. 35 år. Gennem alle de år har elevforeningerne ydet en stor
indsat for at udbrede kendskabet til folkehøjskolerne.

Udstilling i Højskolernes Hus om Højskolesangbogen, da
den blev 100 år i 1994.
Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark
Denne forening varetager højskolernes interesser overfor staten,
samt forstandernes, højskolelærernes og højskolebestyrelsernes
interesser. Foreningen begyndte sit virke i 1891, og det var den
valgte formand, som i de fleste tilfælde var en
højskoleforstander, som ledede foreningen fra skolens kontor. Når
foreningen skiftede formand, flyttede foreningens kontor over til
den nye formands højskolekontor.
Der var mange ting, som FFD skulle gøre og tage stilling til. Der
var bl.a. en diskussion om højskolernes økonomi, hvor foreningen
havde brug for en overordnet analyse af alle højskolers økonomi,
når de skulle til forhandling med undervisningsministeriet.
Forstander Johannes Engberg, Båring højskole udarbejdede på eget
initiativ denne analyse af højskolernes regnskaber. Den første blev
offentliggjort i september 1970 i Højskolebladet, og flere blev
trykt i Højskolebladet de følgende år. Johannes Engberg pegede også
på behovet for, at FFD oprettede et sekretariat til varetagelse af
højskolernes økonomiske og politiske arbejde.
I efteråret 1979 (1. oktober) oprettede FFD et kontor i Århus, det
var den tidligere forstander for Egå Ungdoms Højskole Kjeld
Krarup, som etablerede det, og han blev dets første leder. Kjeld
Krarup havde været med i bestyrelsen for FFD, så han kendte til
foreningens virke.
Det var upraktisk at ligge i Århus, når Undervisningsministeriet
og andre forenings-kontorer lå i København. Den 1.juli 1980 lejede
FFD lokaler hos HS i Vartov. Det var en start, men der blev snart
for lidt plads, så foreningen lejede halvdelen af kirkeloftet over
Vartov kirke i opgang 7. HS havde også udgang til opgang 7, så de
to organisationer nemt kunne fortsætte deres gode, tætte samarbejde
ad bagdøren.
Kjeld Krarup var leder af foreningens kontor indtil første marts
1984. Derefter blev han undervisningsinspektør i
Undervisningsministeriet med højskolerne som sagsområde.
Han blev efterfulgt af et andet bestyrelsesmedlem fra FFD Ebbe
Lundgaard, forstander for Skælskør Folkehøjskole og senere
Brandbjerg højskole, som blev den ny leder af foreningens kontor
frem til 1992. Han rejste, da han blev valgt ind i landspolitik.
Igen blev der valgt en ny leder, som havde været med i
bestyrelsesarbejdet for FFD, og det blev Elo Madsen, og også han
kom fra Egå Ungdoms Højskole.
I 1993 blev HS opsagt fra de lokaler, som de tidligere havde lejet
af Kirkeligt Samfund i stueetagen. Ligeledes kunne FFD ikke
forlænge sit lejemål over kirkeloftet i Vartov kirke. Så både HS og
FFD havde behov for at finde nye lokaler.
Bestyrelserne for HS og FFD indledte en forhandling med Kirkelig
Samfunds bestyrelse om de to kontorer kunne leje de frigjorte
lokaler i Vartov ud mod Farvergade. Men det ville de ikke gå med
til, selvom de to foreninger pegede på, at de kunne være med til at
få mere ungdom ind i Vartov. De to foreninger besluttede at finde
et lokale udenfor Vartov.
På Nytorv fandt vi et tidligere banklokale, som tilhørte Danske
Bank, som de to kontorer kunne leje sig ind i. Der blev tegnet en
kontrakt for de næste 20 år, og indretningen af det nye kontor gik
i gang. En arkitekt fra Århus lavede et forslag til indretning, og
de gik i gang med ombygningen. I september 1993 flyttede FFDs
kontor ind i Højskolernes Hus, som det nye sted blev kaldt, og 1.
oktober 1993 flyttede HS ind i lokalerne.
Der var lavet bogreoler til at huse højskolernes brochurer for de
lange og korte kurser, med lagerplads under hylden. I underetagen
blev der indrettet et køkken, hvor de to personaler kunne spise
deres frokost. På første salen var der mulighed for at indrette
mødelokaler. og de var en del af lejemålet. De blev hurtigt kaldt
sølv- og guldsalen, hvor de to bestyrelser afholdt deres
møder.
I 1998 holdt undertegnede op i HS, og efterfølgeren Ole Hammer tog
over. De følgende to år arbejdede de to bestyrelser på at få
samordnet vedtægterne så de to kontorer kunne blive éen
organisation. En måned og 12 dage før HS kunne have fejret 50 års
jubilæum, blev HS opslugt af FFD, så 12/2 år 2000 blev blot
en dag som alle andre. Den 1. marts 2000 blev Kim Hjerrild
ansat som generalsekretær for Højskolernes Hus. Elo Madsen var
konsulent i FFD, og Ole Hammer sluttede som sekretariatsleder for
HS.
Ved en tragisk svæveflyver ulykke i sommeren 2001, omkom Elo
Madsen. Som hans efterfølger valgte man det tidligere
bestyrelsesmedlem i FFD Thor West som konsulent. Kim Hjerrild
fratrådte i efteråret 2006, og i juni 2007 tiltrådte Niels Glahn
som den nye generalsekretær for Højskolernes Hus. Han havde
tidligere arbejdet i Undervisningsministeriet.
Informationsarbejdet er nu lagt om, så oplysninger om lange og
korte kurser nu kan findes i fællesbrochuren og på nettet. De
enkelte højskolebrochurer for lange og korte kurser sendes ikke
mere ud fra Højskolernes Hus, men fra de enkelte højskoler. Man
besvarer spørgsmål over telefonen, og ellers findes
oplysningerne på nettet. Den ansvarlige for denne del af
oplysningsarbejdet er i dag Charlotte Schrøder. Med
brochurerne forsvandt også alle bogreoler og højskolehistoriske
bøger fra Højskolernes Hus. De blev overført til Vartov arkivet.
Ingen kommer mere ind og spørger efter oplysning om lange og korte
kurser i Højskolernes Hus.
November 2009
Kilder
"Danmarks Folkehøjskole 1844 - 1944." Redaktionsudvalg: J.
Th. Arnfred, Lars Bækhøj, C.P.O. Christiansen og Ernst J.
Borup.
Christian Nørgaard: "Folkehøjskolen mellem land og by.
Udviklingstræk og problemstillinger 1950-1965." (Ikke
publiceret)
Niels Højlund: "Udredning om folkehøjskolernes udvikling og
vilkår 1970 - 87."
"Højskoleelever" nr. 2, 1975 (Arkivmateriale Højskolernes
Sekretariat):
a) Birthe Mailund: "Oprør vi priser ej...."
b) Erik Halvorsen: "Et sekretariat på Rådhuspladsen"
Thomas Rørdam: "De danske Folkehøjskoler." Det danske Selskab
1979.

Formand for Højskolernes Sekretariat Ole Vig slipper 150 balloner
løs ved højskolejubilæet i 1994.



