Af Niels Ole Frederiksen Båring Højskole lukkede i 2008 efter at have eksisteret i 49 år. Forfatteren til denne beretning, Niels Ole Frederiksen, blev kort efter valgt til bestyrelsesformand for det efterskoleprojekt, der rejste sig på den gamle højskoles grund i form af Den rytmiske Efterskole i Baaring, som eksisterer den dag i dag. Væsentlige bidrag til historien om Båring Højskole findes på denne side i 'Båring Højskoles start' af Lene Bjørn - og i bogen fra 2009: 'Båring Højskole 1959-2009', Forlaget Friis, redigeret af Niels Ole Frederiksen m.fl.
I 1976 søgte jeg stillingen som lærer på Båring Højskole. Jeg var på det tidspunkt ansat på Jaruplund Højskole i Sydslesvig med tre faste lærere inklusiv en forstander.
Da jeg kom til ansættelsessamtale på Båring Højskole, oplevede jeg en kødrand af lærere, som udspurgte mig om mine fortræffeligheder. Forstanderen, Johs. Engberg, sagde ikke meget, men ringede om aftenen og tilbød mig stillingen. Efter at have sagt ja-tak bød han mig velkommen med ordene, "her på stedet holder vi mange møder," og så røg han hostende videre på sin pibe.
Jeg blev ansat. Og guderne, eller hvem man nu påkalder i den sammenhæng, skal vide, at på Båring Højskole blev der holdt mange møder.
Der var et fast møde hver formiddag. En halv times kaffe lærer-personalemøde. Lærerne var på skift lærerrådsformand, og hvervet indebar, at man dagligt skulle være ordstyrer for en mere eller mindre ustyrlig forsamling, samt ikke mindst skrive referat om alt. Også om det, vi ikke besluttede. Hver dag havde vi et møde vinteren igennem, når vi havde den 20 ugers vinterskole samt et ugentligt aftenlærermøde fra kl. 19.00 - 22.00. Men tiden blev ofte overskredet. Dertil kommer selvfølgelig dagsmøder før elevstart og ikke mindst efterevalueringsmøder, når eleverne var rejst.
Den permanente elevkrise - og dog… I al den tid jeg kan erindre mig, har vi haft krise på højskolerne. Dvs. mangel på tilgang af vinterelever. Dog skal man se bort fra perioden 1992 - 1999. Den periode var speciel, da alle højskoler havde stor tilgang af elever. Alle forstandere i den periode, render i dag rundt og tror, at det var netop fordi de var forstandere at der var fuldt hus. Det passer desværre ikke. Det er den periode i nyere tid, hvor folkehøjskolerne havde størst elevtilslutning. Jeg var selv i perioden forstander på Sdr. Felding Højskole og mente, fejlagtigt, at det var min skyld, at der var fuldt hus.
Hvis man ser bort fra den periode, så har elevkrisen været ret permanent og altid været en tikkende bombe under den enkelte højskole. For selv om vi var/er idealister og talte bragesnak à la Ludvig Schrøder: "Elevens trang og lærerens evner, når de mødes, da opstår højskolen", så var vi alle underlagt de økonomiske krav om at få butikken til at løbe rundt. Hvor mange møder har jeg ikke deltaget i og drøftet PR-initiativer og gjort mig klog på dette og hint. Et af de emner, vi ofte drøftede i 70erne, var vores forundring over, hvordan i himlens navn Amdi Petersen og Tvind kunne have den store tilstrømning af elever. Vi var mildest talt meget forundret. Ja vi var vel nærmest lidt forargede over, at vi havde mangel på elever, og de, Tvind, havde fyldt.
Studietur til Tvind Det blev besluttet, at vi ved selvsyn ville studere fænomenet Tvind lidt nærmere. Vi tog på god gammeldags studietur til Tvind med hele lærergruppen. Vi blev forundret, der holdt en masse busser i forvejen, alle Jyllands og omegns husmoderforeninger var på tur til Tvind.
Johs. Engberg gik resolut ind på Tvind Skolernes informationskontor, hvor han sagde følgende:"Jeg har skrevet til forstander Amdi og bedt om en rundvisning. Vil du være venlig at sige til Amdi, at vi er kommet fra Båring!" Der sad en ung pige (højskoleelev) som stirrede vantro på Johs., og svarede: "Du skal vist henvende dig til rundvisningsgruppen - det er lige derhenne". Med de ord fik vi en meget ung entusiastisk høj- eller efterskolepige til at vise os rundt, og fortælle om Tvinds lyksaligheder bl.a. om alle deres fællesmøder. Her var hemmeligheden åbenbart. På Tvind havde de mange flere møder end vi havde i Båring. På Tvind havde man en mødekultur, hvor møderne ikke stoppede, før alle var enige. Det faldt tilsyneladende i elevernes smag.
Er flere møder kuren? For at tiltrække nye elever skyndte vi os den følgende vinter at indføre en række nye møder, et ugentligt fællesmøde og gang-gruppemøder, grupperengøring og møder om dette og hint.
Det gik da nogenlunde, men en revolution medførte det ikke for eleverne, og en ny renæssance for højskolen som skoleform blev det heller ikke.
Tvind er som fællesskabs-skabende skoleidé for længst lagt øde, Båring Højskole er heller ikke mere. Om årsagen var den, at der ikke blev holdt møder nok, er tvivlsom, i så fald ville skolen have fuld hus den dag i dag. Årsagen er en anden, som jeg ikke skal redegøre for.
Men fællesmødekulturen eksisterer, så vidt jeg ved, stadig rundt om på højskolerne. Og jeg er ikke sikker på, at de mange møder er det fælles grundlag vi skal bygge højskolens fremtid på. Jeg håber fortsat, at højskolen har en fremtid. Med eller uden alt for mange møder, men gerne i et fælles folkeoplysende møde.
Om EF - 1972 - og møderne med Jytte Denne dato satte spor og vi var optaget af spørgsmålet om EF og Danmarks fortsatte beståen.
Min kollega Jytte Grundtvig Engberg og jeg mødtes ofte. Jeg var meget optaget af Jyttes store viden og ikke mindst af hendes intellekt. Jytte lærte mig, at hvis man ikke i sin undervisning, besidder en vildskab, grænsende til det erotiske og lidenskabelige for sit faglige stof, så kunne man lige så godt opgive sit lærerjob og give sig til noget andet. Hun citerede i den forbindelse også Asger Jorn, som havde sagt: "At hvis man ikke går til yderligheder, så skal man ikke gå nogen steder hen"
Vi drøftede ofte EF, Fællesmarkedet (senere EU) og de konsekvenser, valget den 2. oktober 1972 kom til at betyde. Helt ærligt, så jeg tror nu nok, at det var Jytte der talte, og mig der lyttede. Hun gav mig i alle fald nedenstående digt, dagen efter, vi den halve nat havde drøftet EF endnu engang.
Jytte Grundtvig Engbergs digt til Niels Ole Frederiksen den 31. juli 1978 - om Danmark som et 'gravsted' inden for Fællesmarkedet, EU.
April 2013
Læs også Niels Ole Frederiksens artikel "Efter krigen kom Båring højskole og det frie ord" i Melfar Posten d. 07.05.2019.Båring Højskole 1959-2008 - Fortællinger af Niels Ole Frederiksen & Valdemar Rasmussen m.fl .", Forlaget Friis, 2009.