Herning Højskole

Af Mia og Poul Haahr

Fra Ask til Herning

Det blev de mest spændende år, vi kom til at opleve i vores højskoletid, da vi takket være held og lykke kom til at tage del i Herning Højskoles start og første år.

Det lå ellers ikke i kortene, at vi skulle være ansat på Danmarks nyeste højskole. Jeg havde siden 1959 være beskæftiget på én af de ældste, Ask, der lå mellem Århus og Odder og kunne regne sin oprindelse tilbage til 1869. Og var nogle af bygningerne næsten 100 år gamle, så var det højskolesyn, som forkyndtes med fynd og klem af forstander Ovesen, der regerede i de tre år, jeg var der, lige så alderstegent. Det gjaldt de gamle nordiske guder og deres bedrifter.

1962 var Ovesen blev træt af højskolelærer Haahr, så vi måtte se os om efter noget andet. Efter lidt telefonkontakt befandt vi os på vejen mellem Århus og Herning, og ud af tågen dukkede denne højskoles 15 etager frem. Absolut nymodens i højskoleverdenen.

På enhver højskole er der en person, der er mere end alle andre, det er forstanderen, og hvis han ikke er det, så hans kone. Herning Højskoles første forstander var Robert Pedersen, hans kone hed Rachel. Hvor bestyrelsen havde fundet dem, er jeg ikke klar over, for Robert var bestemt ikke hjemme på den jyske hede, han var opvokset i Nansensgade i det indre København. Han var udlært typograf, derefter cand.polit. - senere blev han højskolelærer på Roskilde Højskole, derpå Jära i Sverige. Han var i studietiden formand for den socialdemokratiske Frit Forum. Der havde han mødt Rachel, der var norsk og vedblev at være norsk.

Brødrene Damgård

Baggrunden for skolens tilblivelse var næsten lige så original som bygningerne. Det var tre brødre fra tekstilindustrien i Herning og omegn, Knud, Mads og Aage Damgård, der anført af sidstnævnte, ville skabe en højskole. Brødrene Damgård ejede jorden og værdien deraf kunne medregnes i den kapital, de skulle stille for at oprette skolen.Skolen skulle ligge i nærheden af de tekstilfabrikker, der var koncentreret i Herningområdet.

Planen var oprindeligt, at det skulle være en højskole for tekstilfagets ungdom.Således markerede det første skilt på skolens byggeplads: "Her bygges Herning Tekststilhøjskole." Rygtet ville vide, at Roberts førstehandling efter ansættelsen som forstander, var at gå ud og skrue det skilt af og erstatte det med "Herning Højskole". Mange år senere spurgte jeg ham, om den historie havde noget på sig. "Javist" svarede han. "Jeg kunne da se, at når LO kun med størstebesvær kunne fylde sine to skoler, hvordan skulle tekstilfagets ungdom så fylde en enkelt skole. Det ville tilmed blive meget kedeligere."

Aage havde været på Askov i sin ungdom, og dér lært forstander J.Th. Arnfred at kende, ja, på det nærmeste fået et discipel- forhold til denne karismatiske skikkelse. Om det var Arnfred eller andre, der blev årsag til Aages grebethed af den moderne kunst, vides ikke. Men én ting står fast. Aage havde skjortefabrik og dér blev vægge, lofter og trapper overmalede med stærke farver af kunstneren Poul Gadegaard, en lille temperamentsfuld københavner. Farverne skulle gøre de beskæftigede glade for arbejdet. Og da der opstod store flader på Aage nye højskole, hvad var da mere selvfølgeligt, end at lade Paul Gadegaard  fylde dem med sine glade og udfordrende figurer og farver. Hvor optaget Gadegaard var af sin egen kunst, kom til udtryk i en debat engang: "Hvis en flue skider på et af mine malerier og jeg opdager det, vil jeg få et hjerteslag"

Sin optagethed af det moderne maleri overførte Aage til andre sider af den moderne kunst. Der opstod en skulpturpark på et tilstødende grønt område med markante figurer af bl.a. Robert Jacobsen ("Prins Knud og hans venner "), italieneren Manzoni ("Verdens længste streg ") og den hollandske kunstneren Visser,som skabte en skulptur, der rakte armene både op og ned. Alt sammen figurer, der opfordrede til diskussion og debat.

Højhuset på heden

Og da Herning Højskole skulle bygges, blev arkitekturen ligeså udfordrende som skilderierne og skulpturerne på marken. Ikke noget med en beboelsesfløj, der kom til at ligne en del af en  folkeskole  på en landsbymark, som næsten alle nybyggede højskole gjorde - eller måske hovedbygningen på en forladt herregård. Nej, skolen blev af arkitekten Tyge Arnfred udformet i fuld forståelse med Aage Damgaards kunstsyn: at kunst skulle være udfordrende. Således var f.eks. elevfløjen et 15 etages højhus, der fik til føjet et par krøller øverst oppe på 14. og 15. etage, hvor der blev indrettet to små lejligheder. Den ene - med tilhørende stort og lyst atelier - kunne bebos af en kunstner, dansk eller udenlandsk. Den anden kunne huse et menneske fra U-landene. Begge lejlighedernes beboere skulle deltage i højskolens almindelige liv, samtidig med at de hver for sig arbejdede med deres specialer. Jeg tror, eleverne i det store og hele var glade for at bo i højhuset. Etagerne var koblet sammen to og to, så der kunne opstå et fællesskab med en 10-12 stykker til en fødselsdagsfest eller lignende.

Men én gruppe var ikke tilfreds: nogle forstandere fra ældre højskoler. En af disse opdagede under et besøg på denne opkomling af en skole, at når elevere skulle hjem til deres værelser, forsvandt de bare ind i de to elevatorer, drenge og piger imellem hinanden. "I kan jo slet ikke føre kontrol med, om de sover hos hinanden," udbrød bemeldte forstander, som gentog sin klage på højskolernes årsmøde. Det fik han ikke noget ud. Ingen forstander, ej heller nogen lærer, havde lyst til at lege natbetjent - og da slet ikke på Herning Højskole.

Dér hvor Herning højskole i sin første periode kom til at ligne sine brødre og søstre i den øvrige højskoleverden mest var nok i den daglige undervisning. Hvis ikke undervisning i mindre grupper var trængt igennem på højskolerne, gjorde de det snart. På Herning var man så konsekvent, at bordene i klasselokalerne var boltet fast i gruppeform. Ikke videre smart - men i tidens ånd. ( Da vi besøgte skolen efter en periode i Sverige, var boltene da også forsvundet.) Men foredragssalen, en stor dejlig sal med faste bænke bygget op som et amfiteater til eleverne og et bord med pult til forelæseren var der vist, lige indtil skolen opgav ånden. Hvis der var formål, som den store sal ikke kunne opfylde, måtte man bygge nyt, og det gjorde man så, men det hører en senere tid til. Nogle af  lærerne, bl.a. Robert, elskede den sal - andre bl.a. mig kun med måde, senere da  havde jeg lært at optræde for 80 - 100 elever, var jeg  ikke mere bange for den.

Lige siden Kresten Kolds dage har det været skik, at lærerne boede på skolen sammen med eleverne. Herning Højskole havde således en forstanderbolig og to lærerboliger. At der fra starten kom til at mangle tre - fire boliger, kan vores skæbne i de første par år vidne om. Vi begyndte ganske vist kortvarigt på toppen af højhuset. Derpå blev der lejet et hus på Sandgårdvej, parallelvej til hovedvejen. Næste station var omklædningsrummet til det tyrkiske bad, en af de mere specielle boliger vi kom ud for. Så blev der købt et lille ældre hus på Villavej, sidevej til hovedvejen. Sidst, da Daniel og Clara Pedersen forlod skolen for at rejse Belgien, overtog vi deres bolig, ved siden af forstanderboligen. Vi fik således i de første år 6 adresser på Herning Højskole. Sådan var vilkårene på en ny højskole, og for en nytilflyttet lærerfamilie. Det var besværligt. Men morsomt at fortælle om bagefter.

Undervisningen

Selvfølgelig begyndte dagens program med, at eleverne skulle op om morgenen. Det kunne godt være lidt af en prøvelse. Forstanderen nægtede konsekvent at gå gangene igennem for at vække de sovende, og så gjorde lærerne det også. Eleverne fik besked på at vække hinanden.

Selve undervisningen begyndte så i de danskhold, som eleverne var delt op i efter deres forudsætninger. Indholdet kunne række lige fra staveøvelser for de svageste til modernistiske digte for de mest avancerede. Midt på formiddagen fulgte den af både elever og ikke mindst lærere eftertragtede formiddagskaffe, der på lærerværelset blev benyttet til at konstatere, at nu var forstanderen ved at være vågen og dermed tilgængelig. Var der meddelelser, positive som negative, kom de her. Formiddagen blev rundet af med lidt fællessang - endnu en hilsen til højskoletraditionen - efterfulgt af dagens foredrag ved én af lærerne - eller måske en gæstelærer.  Hvad der skete om eftermiddagen var endnu et vidnesbyrd om, at det var en ny skole. Værksteder var der så at sige ingen af. Lidt til ler, lidt til foto , gymnastik i et klasseværelse, (ved Mia). Til gengæld blev alle danskholdene pålagt at stille med et stykke dramatik til opførelse for resten af skolens elever og personalet i den store sal.  Jeg fandt frem til et tysk stykke , Woyzeck,  oversat af Erik Knudsen Det blev en rimelig succes, især fordi indehaveren af hovedrollen var gået i byen om eftermiddagen og totalt havde glemt alt om højskole og teater. Jeg måtte erstatte ham med et rollehefte i hånden. Midtvejs dukkede han op, og blev hilst af et bragende bifald, ikke helt fortjent, også selv om han overtog rolleheftet.

Men den store sal kunne benyttes på andre måder, f.eks. til en omgang samfundslære torsdag formiddag. Det var selvfølgelig lærerne, der måtte holde for. De havde hver deres yndlingsemne, der kunne spænde fra sociale forhold i DK, arbejdsmarkedsproblemer, forsvar eller ikke-forsvar, eller andre gode debat emner, der egnede sig til et efterfølgende gruppearbejde. Modellen var normalt et oplæg ved læreren. Hvis emnet var Folkekirken, som var mit selvfølgelige og foretrukne emne, kunne man jo spørge, hvorfor der ikke kom flere kirke om søndagen. Om præstens prædiken var til at forstå. Man kunne også spørge modsat. Hvis I vil giftes engang, skal det så være i en kirke - og hvorfor? Eller skulle der overgå jer den store lykke, at I blev forældre, skal barnet så døbes? Også her kunne man invitere en specialist til at kommentere gruppesvarene, i dette tilfælde en rigtig levende præst. Det var præsten ved Herning Valgmenighedskirke, Balle Christensen. Grupperne blev til sidst bedt om at komme med et par kritiske spørgsmål til præsten. Han kunne nok svare for sig. Det blev næsten altid en meget levende formiddag.

En sådan formiddag kunne forstander Robert vældig godt lide at være med til. Han havde sit eget program. Han kom meget rundt og holdt foredrag på egnen, hvad han var god til. "Hvad en københavner kan sige til bønder", kunne det hedde. Resultatet var mange gode kontakter, der kunne benyttes på landbrugsdagen. Her blev eleverne i de sædvanlige grupper pr. bus sendt ud til nogle af de kontakter inden for landbruget, som Robert havde skaffet sig under sine foredragsturneer. På de forskellige gårde blev eleverne inviteret ud i staldene. Det kunne være svinestien, som de mere sarte - især af pigerne - ikke brød sig om at være i. Der var kostalden, hvor en ko måske netop var ved at kælve. Meget interessant for de fleste. Der blev sikkert også tid til en markvandring. Hvilke afgrøder kunne svare sig og hvilke ikke? Dette og andre var gode emner til drøftelse ved det frokostbord, som konen på gården diskede op med.  Hvordan kunne et landbrug give så meget afkast, at en familie kunne leve af det, var også et godt spørgsmål. Nogle steder var gårdejeren villig at lægge et regnskab på bordet, andre steder trak han på skulderen med den bemærkning, at det vidste han sandelig ikke. Men så holdt bussen udenfor og med en bemærkning til værtsfamilierne: "Vi glæder os til at se jer i aften kl. 7", drog man hjem til skolen.

Landbrugsdagen var stedet, hvor skolens kok fik lejlighed til at vise hele sin kunnen med forret, hovedret og dessert. Alle spiste med stort velbehag. Det var ikke altid køkkenchefen opnåede en sådan succes. Især kunne det knibe, der hvor nogle elever havde bestemt menuen og den stod på brune ris med ristede gulerødder til. Men ikke på landbrugsdagen. Når alle var mætte gik man i foredragssalen, hvor Robert måske holdt et lille foredrag om højskolens idé, inden det sidste med spænding imødesete punkt gik i gang: Ragna Tang  og hendes folkedansere. Ragna Tang var berømt på hele Vestkysten og folk strømmede til der, hvor hun skulle optræde iført en høj hat med noget tingel - tangel klistret på og ellers en flot rød kjole med en lys vest. De kunne sandelig, de unge folkedansere. Om det så var herrerne, der skulle svinge de unge damer højt op i luften, så tabte de ingen. Og når de var kørt trætte, piftede Ragna i sin fløjte og kommanderede alle tilskuere ud på gulvet. Så gik dansen med elever og gæster livligt, ligesom personalet også lod sig se trædende dansen.

Udlandsrejsen

Et andet vigtigt punkt på Herning Højskoles kursusprogram var udlandsrejsen. Til at begynde med kunne den gå til et rimeligt nærtliggende land, f. eks Holland. Der var såmænd meget at se og ikke kun de store museer.  I Amsterdam var de smukke kanaler, og der var jo så også kvarteret med de røde lygter, som mest var af interesse for drengene.

Ret hurtigt fandt Robert ud af, at de unge mennesker nok selv skulle finde vejen til Mallorca. Men vejen til det kommunistiske Østeuropa var det anderledes svært at finde, så man måtte hellere hjælpe dem dermed. Så i mange år stod der Berlin på programmet. Det var spændende, fordi alle skulle igennem den skrappe grænsekontrol. Der kunne ske både det ene og det andet. Således dukkede der engang en officer op og ville have en lille konstabel blandt eleverne med sig til forhør. Selvfølgelig måtte jeg som lærer løbe bagefter og holde fast ved, at vi ikke kørte nogen vegne, førend staklen havde fået sit pas igen. En anden gang var det vores chauffør, der blev gal. De huggede hans Ekstrablad med de afklædte piger, og han fik det ikke igen. Mere heldig var jeg. Jeg havde Løgstrups "Den Etiske Fordring" med i en tysk oversættelse til forstanderen på et præsteseminarium, som jeg besøgte sammen med Robert. En stærk oplevelse. Med bogen gik det ikke, den måtte afleveres ved kontrollen, men mod behørig kvittering kunne den udleveres igen ved udrejsen. Det skete selvfølgelig. Og så smed chaufføren, der havde flere ture til Berlin, bogen ned på bagsmækken med behørig adresse på og afleverede den til postvæsenet næste gang.

Som tiden gik, blev rejsemålene mere eksotiske og mere spændende. Vi kunne rejse til Polen og opleve det, der engang var en tysk by, Breslau, men nu hed Wroclaw og var polsk. Oplevelsen blev konkret derved, at vi blev inviteret til sodavand og kage hos byens spejdere i et rum under rådhuset, der i tysk tid bestemt havde været Rathauskeller med øl og bægerklang.

En anden gang kunne rejsen gå til Budapest med den flotte beliggenhed langs Donau. Også Rumænien blev besøgt nogle gange, hvorunder vore mandlige elevers lange frisurer vakte kolossal opmærksomhed. Det forlød, at unge rumænere med langt hår blev slæbt hen på politistationen og tvangsklippet. Bortset fra det blev vi indkvarteret på et herligt sportscenter oppe i Karpaterne og én af udflugterne gik til en by ved navn Brasov. Den havde engang heddet Kronstadt og havde stadig en tysk skole, som vi fik lov til at besøge, vel at mærke mens skolens elever havde timer, så kontakt Herning-Brasov var udelukket. Et andet rejsemål, der gik frasagn om, var turen til det daværende Jugoslavien. Først fly til Zagreb, så bus ned langs Adriaterhavets kyst med ophold i de vidunderlige smukke byer, Split, Dubrovnik, Mostar. Nu ødelagte - men til dels genopbygget. Så ind i landet til Banja Luca, hvor et skilt fortalte, at her grundlagde Tito den uafhængige socialistiske stat, Jugoslavien, videre til Sarajevo hvor et par fodtrin i  cementen på et gadehjørne fortalte, at her stod den unge mand, der myrdede den østrigske tronfølger, hvilket udløste den 1. verdenskrig.

Højskolesynet

Nået så langt, er det på tide at tage fat få det første spørgsmål, der bliver stillet ved mange beretninger om  en højskoles historie. Hvad er højskolesynet eller idégrundlaget? Det er forståeligt, eftersom ingen højskole kan eksistere på et rent fagligt grundlag. Jeg prøvede ved et senere jubilæum at formulere Herning Højskoles, som jeg havde mødt det. Formuleringen lød: "En højskole må i slutningen af det 20. århundrede leve med i sin tid." Det var det, vi bl.a. forsøgte med moderne kunst her og der. Også et populært fag som psykologi kunne sammen med  litteratur regnes som hjælpefag, når tiden skulle tolkes og forstås. Endelig var det oplagt, at nogle af gæsterne, der optrådte i den store sal, blev genstand for ophedede diskussioner bagefter.

En populær skikkelse var forfatteren Per Højholt. Han boede i Hørbylunde bakker, så han var let at få fat på. Oprindelig var han modernistisk digter af det mest moderne slags, siden blev han showman  med ord og lyde i mængde - og kunne rejse Danmark rundt dermed. Timelærer på skolen blev han også. Mens vi er ved det modernistiske,  havde vi ved flere lejligheder besøg af en meget avanceret dansk komponist, Gunnar Berg, og hans kone, pianisten Beatrice Berg. Hans musik var ganske enkelt uforståeligt. Hvad skulle det gøre godt for?  Nej måtte vi så bede om Mogens Dalsgård  og hans flotte opvisning på flygelet med bl.a. Chopin. Til sidst må nævnes, at vi blandt mange andre fik besøg af selveste Klaus Rifbjerg, der kom med sin egen helt specielle opfattelse af juleevangeliet. Den gav debat, også fordi egnens folk var inviteret med.

Staben

Så kunne man spørge, hvordan så den stab ud, som gennemførte den undervisning og gav de oplevelser, som er en stor del af et højskoleophold. Vi var selvfølgelig først og fremmest forstanderparret Robert og Rachel, begge to ejede stor personlig udstråling. Robert som den københavnerdreng han inderst inde var og vedblev at være. Men som også var et menneske, der ville beholde sin personlige frihed til at holde fast ved det, han nu engang holdt for sandt. Det kom frem i hans møde med egnens folk, hvad  enten det var tekstilfabrikanterne eller husmændene på de fhv. hedejorder. Han charmerede dem alle. Og slog det ikke til, havde han en solid universitetsuddannelse at trække på kombineret med et godt ry i de socialdemokratiske lederkredse. Og endelig var der jo Rachel, Roberts norske kone. Hende bød den ældste af de tre brødre Damgård velkommen ved en mindre middag med følgende følgende svada: "Vi har," sagde han og kiggede på Robert, "hæftet os ved dine gode papirer og fine eksaminer, men " - og så vendte han sig mod Rachel, "vi føler tryghed ved  den omstændighed, at forstanderfruen er norsk, for vi mener, at der kun er hold i vendelboer, vestjyder og nordmænd " Basta.

En stor rolle spillede Rachel, ved at være et samlende midtpunkt for de grupper på skolen, der ikke kunne sætte et "lærer" foran sit navn. Økonomaen, Ellen, stor og mægtig. Ellen på kontoret, der stammede fra det allerførste elevhold og var uundværlig for Robert, Anna chef for rengøringen, Bjarne Pedel, altmuligmand. Også den gruppe, der ikke var på lønningslisten, børnene, havde hun et skarpt og kærligt blik for. Var der teater på scenen i store sal, var den første række besat af en livligt kommenterende række med skolens børn. Var der et måltid bagefter, vankede der pølser til alle under 15 år. De børn, der var på grænsen til bøf, var ikke altid helt tilfredse med den skelnen.

Et blik på den første stab vil vise, at den hørte til den sagnomspundne tresser-generation.

Et lærerpar fra de første dage var Birgit og Svend Dahl, folkeskolelærere af profession. Svend havde samfundslære, Birgit musik  og sang . Et enkelt år hed en lærer Poul Poulsen, som senere flyttede ind til Herning Seminarium.

Så dukkede Bent Pedersen op. At han havde en fortid til søs kunne ingen være i tvivl om. Han rullede hen ad gangen. Han tog sig af dansk litteratur, psykologi og dramatik. Da Robert holdt op som forstander, blev Bent hans efterfølger, indtil han flyttede til Odense til en stilling som viceforstander på  amtscentralen  for undervisningsmidler.

Hans Peder Pedersen hed næste ansatte. Han var jurist, men  da Robert godt kunne lide "forskellige dyr i sin zoologisk have", blev han vist ansat, fordi han havde en fortid som landmand med arkæologiske interesser. Han flyttede på en vist tidspunkt til Nørgaards Højskole ved Bjerringbro.

John Carlsen var også med på det næsten første hold - mag.art. -  han underviste i psykologi, filosofi og dramatik. John flyttede til en stilling ved TV Provinsafdelingen i Århus. Gift med Karin Flensborg , skuespiller og fortæller

Poul og Mia Haahr blev ansat i efteråret 1962. Poul var teolog og havde livsanskuelses fag, filosofi, sociologi,  Mia, som er uddannet folkeskolelærer, havde et danskhold og gymnastik for piger.

Som tidligere knyttet til Herning Højskole, med mange gode erindringer om spændende og indholdsrige år, er det trist at tænke på, at begrebet "Herning Højskole" ikke eksisterer mere.