Husflidshøjskolen i Kerteminde

Der var engang en skole – en højskole, hvor unge og ældre kunne få udviklet deres sans for skønhed gennem godt håndværk. Der var engang – for skolen er der ikke mere. Den levede under navnet ”husflidshøjskolen”, officielt ”Den danske Husflidshøjskole”, et gammeldags navn, som i moderne tider førte til mange diskussioner. Det var for ’husmandsagtigt’, mente mange. Det ville skræmme unge mennesker langt væk. Desuden dækkede det nok ikke helt over, hvad der foregik på skolen i nyere tid. At dømme efter det man arbejdede med dér, skulle den nok have haft navnet: Skolen for kunsthåndværk. Ændringer forsøgte man også at få igennem, det var ikke let, da det gamle navn var slået fast i manges bevidsthed.

Skolen lå i Kerteminde, men der var ikke særlig mange i byen, som vidste hvad der foregik der. Mange havde helt skæve forestillinger om skolens indhold. At det også blev en skole i to afdelinger: en almen højskole og en uddannelse for undervisere i håndarbejdsfag, det gik de fleste helt forbi.

Navnet gav gamle forestillinger i folks bevidsthed: husflid det var noget med at lære ”at føre et hus”, lave god mad og rengøring, samt at spinde og strikke, flette kurve og skære hornskeer, som man kunne læse om i gamle historier, f.eks. St. St. Blicher. At det var et sted hvor især unge lærte at bruge værktøj, forme i forskellige materialer, diskutere filosofiske emner og blev ført ind i kultur- og kunsthistorien – det havde ikke så mange en viden om.

Så vi skal tilbage til N.C. Rom, der var lærer i Bryrup, derefter i Føvling ved Horsens i sidste del af 1800-tallet. Men han var idemanden, der fik grundlagt Dansk Husflidsselskab i 1873. Kernen i hans agitation for at starte bevægelsen var, at det var vigtigt at unge mennesker ikke glemte ”det at kunne virke med egne hænder”. Der måtte være læresteder, hvor det at skabe med egne hænder blev fastholdt, ud fra gammel viden og ny fantasi. Rom mente at med den fremstormende industri, der satte ind i slutningen af 1800-tallet, ville mange komme ind i ensformigt samlebåndsarbejde. Den folkelige evne til at kunne bearbejde ting med hænderne ville gå i glemme.

Hjemmearbejdet ville forsvinde og dermed også gammel lærdom. Det var årsagen til at han i flere år drog rundt i landet og agiterede for husflidssagen. I årene 1871-72 agiterede han ved 1500 møder rundt i landet, og så skulle han endda passe sin skole ved siden af.

derfra og i stedet lære dem glæden ved et at have selvstændigt skabende arbejde i fritiden. Det der drev ham til at rejse landet rundt og få folk til at oprette husflidsskoler, hvor ungdommen under kyndig vejledning kunne få øvelse og lyst til at være selvstændigt skabende. Derved blev hans bevægelse også folkeopdragende, skulle være med til at indgive nye værdier gennem selvstændigt arbejde.

I 1873 var der skabt 50 foreninger som stod bag endnu flere husflidsskoler.

For bevægelsen fik det ret stor betydning at personer fra de højere samfundsklasser tilsluttede sig og ved betydelige årskontingenter støttede sagen. Husflidssagens vigtighed blev især opfanget af greverne på Dragsholm og Lerchenborg. N. C. Rom var ret begejstret for den støtte, og da Selskabet dannes ved et møde i København er der 7 lensgrever, 3 baroner, 3 etatsråder og 3 hofjægermestre med. Og de fupper ham. Holder 2 dage efter et møde uden ham og vælger som formand baronen på Dragsholm, Zytphen-Adeler. De fornemme herrer kunne altså ikke finde sig i at blive styret af en almindelig landsbylærer og Rom får tildelt en mindre rolle som rådgiver.  

Den bestyrelse lægger en særlig vægt på den folkeopdragende side af sagen: bekæmpelse af lediggang, indpodning af gode nyttige fritidsinteresser. Husfliden skulle virke som tugtelse af den gode smag hos de uoplyste.

N. C. Rom opgiver sin lærerstilling, slår sig ned i København, hvorfra han konsoliderer sin stilling inden for husfliden gennem et forlag, han starter sammen med sin bror. Da N C. Rom 1899 omsider bliver formand for sin egen organisation, er der 500 foreninger.

I 1931 bliver arkitekt Svend Møller formand, en dynamisk person, der sætter sit præg på husflidens idegrundlag i en længere årrække og er den mand der mere end nogen anden er skyld i at man får en Husflidshøjskole i Kerteminde.

Fra 1931 til 1958 er Svend Møller formand for Selskabet. Desuden blev han redaktør for Dansk Husflids tidsskrift. Han blev Københavns stadsbygmester, Boligministeriets sagkyndige og direktør for "Akademiet for de skønne kunster".

Selskabet så altså det som sit hovedformål, at virke for en moralsk og social styrkelse, samt en national betonet højnelse af den gode smag. Den folkeopdragende side af sagen, samt smagsopdyrkelse ser selskabet bestyrelse som noget meget vigtigt at få gjort noget ved. Det nationale havde et meget stærkt tag i mange dengang. Sønderjylland var mistet og Danmark var dermed skrumpet til en ministat, og nu ville industrien så få den gamle bondekultur til at gå i glemmebogen.

På samme tid levede Skønvirkestilen i de borgerlige kredse. Den stil indeholder elementer fra Jugendstilen og flere elementer fra vikingetidens drageslyng. Og Martin Nyrop får derudfra skabt det smukke Rådhus i København i sin helt egen stil.

Arkitekterne Martin Nyrop og Anton Rosen gik tidligt med ind i bevægelsen. De mente begge at der kan hentes meget frem fra ”almuestilen”. Anton Rosen kommer i bestyrelsen 1901 kort efter at Rom er blevet formand.

Nyrop og Rosen stifter i 1906 Selskabet til Hedebosyningens Fremme. Og på initiativ af Rosen, Rom og væver Johanne Siegumsfeldt stiftes DHS Vævesal i 1913. En væveskole var også etableret i Askov i 1889 af Jenny la Cour, den bliver i 1928 afløst af Paula Troch’s Væveskole, Askovhus, som hun leder frem til 1943 (tilknyttet højskolen). Nu bliver tidligere tiders bondetøj taget op i vævesalene, så man kan fremstille, hvad der blev kaldt nationaldragter.

Men en del af den kvindelige husflid faldt ikke i N. C. Roms smag. I 1909 advarede han mod det ”finere damearbejde” og ser helst at man kaster sig over ”vor gode, gamle landbohusflid, dens jævne, smukke sy-arbejder i kludetæpper og kludesko, - frem for det kedelige og smagløse kulørte broderi eller fransk broderi” (det hørte til i de finere kredse), derimod, skriver han: ”kom frem med gammel ærlig dansk amagersyning og hedebosyning. Det er der hold i og det har fremtiden for sig.”

I 1931 meddeler Askov højskoles årsskrift at fru Christiansen sætter vældigt ind over for håndarbejdet og vil skabe forbindelse deri til gammel folkekunst. ’Fru Christiansen’ hed Margrethe, kaldet Pip, og var datter af Jacob Appel. I 1934 bliver hun og hendes mand C.P.O. Christiansen valgt som forstanderpar på Frederiksborg højskole og i Askov overgår håndarbejdet så til hendes søster Charlotte. Ved deres indsats fik håndarbejdet en kolossal renæssance i højskoleverdenen.

Sammen med Anna Hald Terkelsen får de to søstre i 1932 etableret Højskolernes Håndarbejde, et center der indsamlede gamle mønstre og hvorfra andre højskoler kunne rekvirere disse. Desuden ansatte de unge piger til at bearbejde disse mønstre. Charlotte (gift Rud) bliver formand for denne organisation.

I 1943 bliver der oprettet en byggefond og et udvalg fra de danske husholdningsforeninger går i gang med at finde det rigtige sted til en husflidshøjskole. Man fandt frem til højskolen i Kerteminde, hvor Ejnar Skovrup i 1950 var holdt op.

Skolen kunne købes for 350.000 kr. med udbetaling på 120.000. Den udbetaling lykkedes det Husflidsselskabet at skaffe ved hjælp af indsamlinger, lotteri, lån og statstilskud, så man kunne overtage skolen i januar 1951 og ansætte Charlotte og Bo Rud fra Askov som forstanderpar.

Dansk Husflidsselskab købte skolen for at få en ny og bedre kursusejendom. Desuden mente nogen indenfor bevægelsen, at ved at knytte husfliden sammen med højskole-tanken skulle man kunne uddybe husfliden, give den et større indhold, sådan at husflid kunne få samme vægt som de andre folkelige bevægelser, der var udrundet af højskolen. Samtidig knytter man et tredje element til: den kvindelige husflid gennem Højskolernes Håndarbejde, da man jo med det nye forstanderpar havde fået formanden for denne organisation som forstanderfrue. Med Bo Rud havde man fået en stærk højskolemand og desuden har man skabt en stærk kontakt til Askov. Det var udgangspunktet for den skole, der i 53 år kom til at virke til gavn for tusinder af højskoleelever og kursister, som nu må sidde rundt i landet med gode minder fra ophold der.

Charlotte og Bo Rud

Skolen åbner i maj 1952; 40 kvinder meldte sig til den første 2-årige uddannelse i vævning, broderi og kjolesyning. Lotte Rud stod for ledelsen af den sag. Højskoleafdelingen kommer i gang fra november, men med få elever.

1952-1962

Skolen havde gennem alle årene 1952 – 62 mange elever, en fyldt skole, dvs. 80-90 elever. Det er ret interessant, at mens N. C. Rom hele tiden mest tænkt husflid som et mande-område, så havde Anton Rosen blik for kvindernes område. Svend Møller sagde, ”vi skal have kvinderne med”, da han argumenterer for at få oprettet Husflidshøjskolen, men i hans argumentation for hvad husflid er, tænker han mest ud fra mændenes husflid. Da så skolen kommer i gang ser man at den bliver erobret af kvinderne. Det er Charlotte Rud, Else Stampe Andersen og Edith Bukhs områder, der trækker den største del af elevmassen til og dermed bærer skolen igennem. De havde desuden sommerkurser, der hvert år trækker omkr. 450 kursister, hvor mænd og kvinder er mere ligeligt fordelt.              

Som gæstelærere har man på skolen hvert år i 14 dage Pauli Andersen i vævning og Helga Foght i broderi. De var to kapaciteter fra Askov som satte eleverne ud i eksperimenter i tegning og med forskellige materialer. Lotte Rud etablerede og administrerede i sin fritid en Mønstertjeneste, hvorfra man kunne bestille og købe kniplemønstre, hørtråd og kniplepinde; år for år bliver hendes lister længere og længere.

Da man er kommet i gang ligger elevtallet stort set fast.  Hvert år ankommer ca. 25-30 2.års elever og 35-40 1.års elever på den kvindelige fagskole. 3. nov. dukker så 10-12 mænd op på det man kalder højskole med udvidet husflid, de har så 8 timer i ’træ’ samt 4-6 timer i andet husflidsfag, bl.a. bogindbinding; resten af tiden er med foredrag og almene skolefag. 1.april slutter deres ophold, hvorefter de med 1-2 ugers sommerkursus kan gøre deres uddannelse færdig som husflidslærere.

I 1962 skifter skolen forstander. I bestyrelsen var der uenighed: nogle stillede krav om at få en ’husflidsmand’, mens andre holdt på en ’højskolemand’ som forstander, nemlig Folmer Bukh, der havde medvirket i ledelsen af skolen under Bo Ruds sygdom. Striden førte til kampvalg og stemmerne stod 5 mod 4 og 1 blank: dermed blev Edith og Folmer Bukh valgt. ”Så vi blev valgt på en blank stemme”, skrev Folmer i 1992.

Skriftlige udtalelser ved forstanderskiftet viser at Bo Rud var et menneske der skabte liv omkring sig. I foredragssalen på talerstolen gav han eleverne den ene store oplevelse efter den anden: Per Gynt, med alle figurerne: Solveig, mor Aase, Bøygen, der kom til at stå helt klart for tilhørerne. Med Kierkegaard, Wergeland, Nis Petersen og Kaj Munk gav han et livsmod fra sig til eleverne. Han havde mange aftener med oplæsning i dagligstuen, bl.a. Mus og Mænd (Steinbeck), hvor Lennie og Georg blev gjort levende i stuen.

1962-1980

Da Folmer Bukh tiltræder i 1962 har han en artikel i årsskriftet der vel nærmest kan kaldes en programerklæring. Overskriften er ’Folkehøjskole – Faghøjskole’ [dermed har han skabt et nyt ord]

”- er der en modsætning mellem højskolebevægelsen og husfliden? (svaret er nærmest nej) det faglige er en støtte, men et rent fagligt sigte fører til menneskelig ensidighed. Det gælder nok så meget menneskelige egenskaber, modenhed og ansvarsfølelse. Det er den menneskelige kontakt der er forudsætningen for at et højskoleliv lykkes. Det faglige bliver da ikke mål i sig selv, ligesom gymnastik ikke er det endelige mål på idrætshøjskolerne. Træarbejde er lige så vel et højskolefag som regning og tegning. Vi vil noget mere! Husfliden er et redskab, en hjælp til at der skal ske noget med mennesket, som kan være med til at give livet indhold, glæde og mening, så vi bedre magter den tilværelse vi er sat ind i. Ikke faget sat i centrum, men mennesket. Heri ligger ikke noget forræderi mod højskolens opgave og mening”.

Den første ændring som Folmer stod for var at gøre opholdet for de mandlige elever til 8 mdr., i stedet for 5; dermed kunne de begynde og slutte samtidig med eleverne på fagskolen. De havde foredrag og timerne i dansk, samfundslære sammen med pigerne.

De 8 mdr. skulle så suppleres med et 14 dages sommerkursus inden de kunne godkendes som faglærere i husflid af Selskabets skoleudvalg. Den 2-årige fagskole blev i 1979 godkendt som håndarbejdsseminarium. I juridisk forstand var der nu to skoler, men dog stadig med en bestyrelse, delvis samme lærerstab og under samme tag.

Mange af højskolens elever forberedte sig til optagelse på seminariet.

1980 er man så endelig nået frem til at kunne dele skolen i en ren højskoleafdeling og en ren seminarieafdeling – med henholdsvis 62 og 43 elever, men der var sagt nej til lige så mange.

Ny ansættelse: Jonell og Kurt Kristensen i kunst-kulturhistorie, drama, dansk og studiekredse. Edith Bukh gik på førtidspension januar 1980.

Lærerstab 1980: Forreste række: Edith B. Kurt K. Hans Rasmussen. Henny Solvang. Stampe.
Anden række: Folmer. Bent Balle. Lotte Rud. Rigmor. Else Marie. Margrethe. Birgitte A. Grethe A. Maja. Leif A. Gitte Skov og Jonie.

Højskole og seminarium efter 1988

Ud fra det grundlag der var skabt i 1979-80, blev årene 1988-97 endnu et højdepunkt i Den danske Husflidshøjskoles historie. Selvom der var enkelte advarsler undervejs, levede vi i en sikker tro på at det kun kunne gå fremad med skolens liv og udvikling. De mange elever på både højskole og seminarium indgav os sikker forvisning om at skolen stod stærkt med sit brede undervisningstilbud:12 forskellige værksteder, foredrag, debatter, studiekredse, hvor man udviklede samtalen og den kreative sans hos mange år efter år.

Fra 1991 havde vi en bestyrelse (mest udpeget af husflidsbevægelsen), der havde ansvaret for begge skoler, men da alting var i god gænge, godkendte de alt hvad vi fra lærerkredsen kom med. Der var således et positivt forhold og samarbejde lærere og bestyrelse imellem.

Det var det sociale liv på højskolen der bandt de to afdelinger sammen. Ved alle store som små fester var elever og studerende samlet som en enhed; desuden opstod der et samarbejde ved at bruge de samme værksteder og de samme lærere. (Først henad 1997 begyndte lærergruppen på seminariet at danne en særlig enhed).

Hvad der blev skabt af skoleliv, af kreativ udfoldelse, liv og debat i de år må siges at udgøre et epokegørende fænomen. Vi var en af de bedste kulturinstitutioner i den tid. Hvilket andet sted kunne man den ene aften efter den anden gå rundt i de forskellige værksteder og møde arbejdende folk, dybt optagede i at udvikle kreative ting: smykker i sølv, malerier, kjoler, indviklede vævede tæpper, komplicerede stoftryk og patchwork, eller glasurer og begitninger på krukker som folk selv havde drejet op og fået brændt; alt sammen ting man havde påbegyndt i undervisningstimerne. Eller man kunne dumpe ned mellem 2-3-4 personer der fik én involveret i vigtige politiske eller eksistentielle samtaler.

Og hvilket andet sted kunne hvert år i en weekend tiltrække 3.-4.000 besøgende til en udstilling af håndværksting og modeshow; samt opretholde en uddannelse hvor folk stod i kø for at få lov til at komme ind. Det var altså Kerteminde i de år.

Det var også en enig lærerkreds og bestyrelse der i 1988 stod bag ansættelsen af Frederik og Birthe Christensen som forstanderpar efter Folmer Bukh.

I 1991 fik vi den reviderede lov på seminariet og det gav anledning til at ændre skolens navn. Navnespørgsmålet havde været debatteret i flere år blandt både lærere og elever, men for Folmer Bukh var navnet Den danske Husflidshøjskole noget helt urørligt. Frederik Christensen havde i 1989 foreslået, at begrebet ’hverdagskunst’ kunne erstatte husflid. Hvis skolens navn fik den tilføjelse, kunne det henlede opmærksomheden på, at skolen ønskede at gøre noget for at opkvalificere folk til at leve deres hverdag med større kreativitet, samt at kunsten måtte ud i hverdagen, hente næring derfra. Derved ville begrebet ’husflid’ være moderniseret. Det var den begrundelse han gav bestyrelsen, som da også bifaldt ændringen. ”Hverdagskunst” blev derefter påhæftet på begge skoler, men det officielle navn blev bibeholdt.

I 1997 blev Torben Jørgensen ansat som forstander. Det blev svære år for de fleste højskoler, og i 2005 nedlagde regeringen seminariet. Sammenlagt førte det til Kerteminde-skolernes nedlæggelse.

Note: Om oprettelsen af Husflidshøjskolen i Kerteminde i 1952 er der blevet fortalt et par steder, måske bedst af Flemming Kristensen i Højskolens 40 års jubilæumsskrift, hvor man også finder Folmers Bukhs beretning om Husflidshøjskolen gennem 40 år. Desuden har han en beretning i Selskabets 100-årsskrift (Husflid nr. 2 1973) og i Husflid nr. 4 1977 og i det lille elevskrift, der blev udgivet i 2002.
Der kan endvidere henvises til Frederik Christensens udgivne erindringer: Med livet i højskolen (Vartov, 2008).
Vil man læse videre – også om skolens udvikling 1980-2005, kan der henvises til Kurt Kristensens længere beretninger, som findes på lokalmuseet i Kerteminde og desuden fås i digital form ved henvendelse til Jonie Kristensen (joniekristensen@yahoo.dk).