Kerteminde Højskole

Kerteminde Højskole 1908-48

Fortalt af gdr. Rasmus Alfred Rasmussen, Bregnør.
(fra Husflidshøjskolens årsskrift 1959)

Grunden, til at tanken om en højskole opstod i Kerteminde, var at den unge højskolelærer Th. Bredsdorff ofte besøgte egnen her som foredragsholder. Vi var meget optagne af hans store veltalenhed og ønskede at knytte ham nærmere til egnen ved at oprette en højskole og bede ham om at overtage forstanderstillingen. I 1904 havde han under en foredragstourné besøgt pastor Boisen, og i et senere brev til denne skrevet, at hvis han skulle have en højskole ved Kerteminde, kunne han tænke sig, den skulle ligge ude efter Lundsgaard til. Denne bemærkning opfattede Boisen som et tilsagn om, at Bredsdorff var villig til at overtage forstanderstillingen ved en højskole ved Kerteminde, hvorpå han straks sammenkaldte de af egenes mænd, han formodede var interesserede i sagen, i alt nogle og tredive. Man gik i gang med at tegne beløb til en højskole med Bredsdorff som forstander og nåede snart det nødvendige beløb, dels som kontant indbetalte beløb, dels som kautionslån, hvorpå der gik bud til Bredsdorff, der på ny kom for at holde et foredrag. Men da han efter dette erfarede, hvad hans tidligere bemærkning havde afstedkommet, blev han bleg og aldeles målløs – og afslog definitivt. Dermed strandede forsøget i første omgang.

Fiskerne tog tanken op på ny. I 1907 gik de i gang med at tegne bidrag til en fiskerihøjskole, og de var så langt fremme med deres planer, at de havde antaget fiskeriinspektør Otterstrøm som forstander og højskolelærer Alkærsig, Vinding højskole som leder af højskoleafdelingen. Sidstnævnte flyttede til byen allerede før byggeriet blev påbegyndt, og levede som skribent og foredragsholder. På foredragsmøder rundt omkring i egnens forsamlingshuse fik han i vinteren 1907-08 stemningen vendt, så det nu skulle være en højskole med en fiskeriafdeling og Alkærsig som forstander.

Den nybyggede højskole 1908

Grundstenen blev nedlagt i foråret 1908, efter at Kerteminde by havde givet fire tdr. ld. til skolen herude nord for byen, og højskolen kunne så åbne til november 1908 med 27 elever.

Otterstrøm flyttede hertil samtidig og begyndte en skole for fiskerne i tre villaer, der stod ledige ved Hindsholmvejen. Fiskerne skulle gå op på højskolen til folkelige foredrag, men det varede ikke længe før det samarbejde ophørte og Otterstrøm flyttede senere til Snoghøj.

De første år gik højskolen godt. Vi var glade for at komme der, Alkærsig havde dygtige medarbejdere og hans kone var særdeles flink og tiltalende. Men efter fem år skiftede man forstander. Af flere grunde var der opstået en utilfredshed. For det første antog han sin svigerfader, etatsråd Brasen som lærer. Han var en gammel, aristokratisk militærperson der behandlede eleverne som rekrutter. Han påvirkede Alkærsig og førte ham ind i herremændenes kreds. Der gik politik i det, og da det kneb med elevtilgangen modtog Alkærsig økonomisk støtte fra herremændene – og skulle selvfølgelig yde noget for noget. Alt dette gjorde at egnens folk følte sig husvilde på skolen og så sig om efter en ny forstander.

Man tænkte på Fr. Nørgaard og gjorde hvad man kunne for at få ham overtalt. Ved et møde på Ryslinge højskole, hvor Nørgaard deltog, forhandlede fire mand her fra egnen med Nørgaard i havens lysthus – på samme tid stod Alfred Poulsen inde i spisesalen og holdt tale for Alkærsig og ønskede at han ville fortsætte i Kerteminde. Senere forhandlede man med Nørgaard i Grundtvigs Hus i København. Nørgaard udtalte at det ville holde hårdt for ham at sige nej til Kerteminde, men han sagde heller ikke ja. – så det blev Bjerre. Han købte skolen, men der kom for få elever, så det blev nødvendigt for ham at sælge igen.

Skolens fremtid var stærkt truet, da der meldte sig et ølbryggeri som køber, men højskoleforeningen havde forkøbsretten en måned. Mange have dog allerede mistet troen på højskolen. Den blev kaldt en ”døgnflue” og et ”mislykket forsøg.” Da skete miraklet. Dagen før fristens udløb, hørte vi at Nielsen-Svinning tænkte på at rejse fra Husmandsskolen ved Odense. Vi gik straks til Bjerre og bad om otte dages udsættelse. Det var ikke morsomt for Bjerre, for vi havde forkøbsret til en pris af halvtreds tusinde kroner, men ølbryggeriet ville give halvfjerds. Dog tilstod han os fristen, og et udvalg på fire mand rejste til Nielsen-Svinning og tilbød ham skolen.

Han sagde ja på betingelse af, at vi kunne rejse et kautionslån på tyve tusinde kroner som udtryk for at egnen ønskede ham hertil. Allerede dagen efter kom han på skolen, hvor han holdt et foredrag for egnens folk, og inden mødet var forbi, havde vi tegnet det ønskede lån. Skolen var reddet og i foråret 1918 overtog Nielsen-Svinning højskolen.

Den første sommer var der 54 elever, og det gik jævnt fremad, så det blev nødvendigt at udvide. Den store sal blev bygget, og ved indvielsen af den var der forsamlet ikke mindre end syv hundrede mennesker – og året efter ved det udendørs sommermøde, hvor Klaus Berntsen talte om Grundtvig, var der samlet elleve hundrede. Jeg husker at Berntsen ville citere et digt af Grundtvig, men gik i stå i et af versene. Nede blandt tilhørerne sad pastor Geismar, der fortsatte, hvorefter Berntsen takkede med en håndbevægelse og et stort smil.

Efter tolv års virke her blev Nielsen-Svinning syg og meddelte os, at han ville trække sig tilbage, og mens han havde sit sidste vinterhold på 111 elever, søgte vi en ny forstander.

Der var flere emner. Vi forhandlede med Hans Lund, der på det tidspunkt endnu var i Askov. Han var her og holdt foredrag, og vi gjorde hvad vi kunne for at få ham til at overtage skolen, der nu var så godt i gang. Det var en stor skuffelse, da han sagde nej.

Der var også en kreds her på egnen, der ønskede Ejnar Skovrup som forstander. Nielsen-Svinning var syg og ville sælge, og Skovrup ville købe, så vi havde en vis pligt til at hjælpe dem med at få handelen i stand. Skovrup overtog da skolen i 1930 for en pris af 105.000 kr. med støtte af egnens befolkning.

Elevtallet gik ned [Skovrup, der var mytologisk grundtvigianer, ønskede en ren højskole, så han droppede den håndværkerlinie, som Nielsen-Svenning havde fået godt i gang], men de månedlige møder havde stor tilslutning. Der blev sendt rutebiler ud i alle retninger fra Kerteminde disse mødeaftener, så folk havde let ved at komme på skolen, og salen var fyldt til sidste plads. Under krigen overgik skolen til andet formål, og møderne ophørte.

Efter krigen blev skolen sat til salg. I første omgang gik forhandlingerne ud på om skolen kunne bevares som ren højskole, eller den skulle fortsætte som den lærerskole, som Skovrup havde påbegyndt. Senere kom så Dansk Husflidsselskab ind i billedet. Meningerne var delte om det. Jeg holdt på Husflidsselskabet som de sikreste for skolens fremtid.

Det vil altid være min overbevisning, at så sandt der er retfærdighed til, må Kerteminde højskole blive bevaret ud i fremtiden efter alle de anstrengelse, der er gjort for dette.

Kerteminde Højskole 1908-48

Uddrag af Frederik Christensens bog "Med livet i højskolen", udgivet 2008:

Da Birthe og jeg kom til Husflidshøjskolen i Kerteminde 1988, vidste vi selvfølgelig, at der havde været højskole før husflidsfolket tog over i 1952, men bortset fra de smukke bygninger var der ingen spor fra fortiden. Ikke et eneste stykke papir fortalte om tiden før 1952. Der var ingen personlige vidner fra dengang. Det virkede som hele den rige højskoletid var forsvundet ved en brand.

Men jeg erfarede efterhånden, at den alligevel sad i sindet hos ældre i egnen. Små grupper af gråhårede ældre elever dukkede op. Det lykkedes også at samle de folk, som havde begyndt deres læreruddannelse i Kerteminde sidst i 40-erne. Efterhånden begyndte fortiden at få liv og betydning også for os.

I 1906 mødtes borgere i Kerteminde til flere møder for at drøfte oprettelse af en højskole. Som så mange andre steder, hvor man oprettede højskoler i 1800-tallet, havde der været i religiøs vækkelse i egnen. Eller ”gudelig vækkelse”, som den blev kaldt. Ole Henrik Svane og Christen Madsen var hovedpersoner. Det var derfor ikke tilfældigt, at Chr. Kold byggede sin anden højskole i Dalby.

Selvom han nærmest blev jaget ud af Hindsholm efter få års virke, fordi højrefolk kaldte til samling mod ”Det grundtvigske parti og den skadelige frihed det vil udbrede”, satte hans virke dog spor i egnen.  Røret førte også til oprettelse af Kerteminde-Dalby valgmenighed i 1868.

I begyndelsen af 1900-tallet rejste der sig en stemning for at få en højskole i Kerteminde. Thomas Bredsdorff – senere Roskilde Højskole – blev spurgt, men sagde nej.

Ved et møde 3. januar 1907 talte fiskeriinspektør Otterstrøm om en højskole for fiskere. Han fortalte bl.a., at han af forstander Poul Hansen, Vallekilde, var blevet tilbudt at overtage Vallekildes fiskerilinje. Imidlertid turde han ikke selv gå i gang med at bygge og begyndte i stedet en skole i en villa nord for byen.

Men nu havde Kerteminde-folkene sat sig i hovedet, at de ville have en højskole. En støttekreds på 550 medlemmer spurgte højskolelærer Søren Alkersig fra Vinding Højskole, om han ville være forstander. Så kaldte man igen sammen til møde, og ”efter nogen drøftelse så byrådet det fornuftige heri og tog resolut stilling, tegnede et garantibeløb på 5.000 kr. og gav løfte om tre tdr. land gratis byggegrund nord for byen ved Sorte Kilden. Derefter tegnede byens borgere sig for 8.000 kr. og da der opstod tvivl om sagen, mødtes byens førstemænd på hotellet, samlede endnu 2.000 kr. og råbte hurra!” (Kjerteminde Avis) – og så gik man i gang.

Arkitekt August Kolding byggede en af Danmarks smukkeste højskoler på et af Danmarks smukkeste steder. Da fiskerne, som nu delvist holdt til på skolen, efter nogle år alligevel ville have deres egen højskole, fik de samme arkitekt til at bygge Snoghøj Højskole.

I sin indvielsestale oktober 1908 sagde Alkersig:”Eleverne skal vende dygtigere tilbage til samfundet. Men de skal også få tid og fred til den indadvendthed, som intet menneske kan undvære, hvis det ikke efterhånden skal blive et stykke overflade og til sidst et stykke humbug”.

Skolen begyndte med 20 elever, som så mange andre af de tidligere højskoler. I dag ville ingen af dem opnå godkendelse i undervisningsministeriet.

Frem til 1952, da Dansk Husflidsselskab købte skolen, prægedes den af to forstandere. Nielsen-Svinning kom til skolen i 1918. Han havde oprettet Hadsten Højskole og senere Husmandsskolen i Odense og havde den efterspurgte evne at kunne samle elever. Han knyttede en håndværkerafdeling til skolen – hvor der var 80, da der var flest – og desuden landbrugsafdeling og husholdningsafdeling ud over den almindelige højskole. Han lavede efter aftale med de fynske kommuner højskole for arbejdsløse. De havde studiekredse, medens de andre elever gik til foredrag.

I 1929 måtte Nielsen-Svinning sælge skolen på grund af dårligt helbred. Højskolelærer Ejnar Skovrup købte skolen for 105.000 kr. med god støtte fra egnens befolkning.

Nu skiftede højskolen karakter. Skovrup afskaffede straks alle fag-linjerne. Nu skulle der drives ”ren højskole”. Allerede det første år er elevtallet for vinterskolen røget ned under en trediedel – fra 104 til 36 og der blev det de kommende år. Skovrup hørte til ”mytologerne” i højskolen. Vittige hoveder sagde, at han hørte til ”treenigheden”. Faderen var valgmenighedspræst Anders Nørgaard i Vejstrup, helligånden var Aage Møller, Rønshoved Højskole, og sønnen var så Ejnar Skovrup i Kerteminde.

Det vil være forkert at bedømme Ejnar Skovrups indsats i højskolen alene i forhold til elevtallet. I virkeligheden var han en af de mest markante højskolefolk i mellemkrigstiden. Ud over sit højskolevirke stod han for udgivelsen af et stort værk: ”Hovedtræk af nordisk digtning i nutiden”. Han udgav i en årrække: ”Tidsskrift for dansk folkeoplysning”, skrev en bog om digteren Mads Hansen og udgav hans digte. Han redigerede 11. og 13. udgave af Højskolesangbogen og skrev historiske noter til sangene. Desuden skrev han en lang række bidrag til forskellige blade og tidsskrifter.

I 1940-erne stod han for en uddannelse for lærere til de frie skoler. Af undervisningsplanerne fremgår, at der blev krævet betydeligt mere arbejde end en lærerstuderende i dag ville bryde sig om.

Da Skovrup 1948 sluttede i Kerteminde, rejste hans sidste hold lærerstuderende til Vestbirk for at afslutte uddannelsen der, men da forstander Erik Dahlerup-Pedersen efter et halvt år blev afskediget (han blev skilt fra sin kone Elin Appel og fortalte mig mange år senere ”at så kom bestyrelsen og fortalte mig, at man ikke kunne have en forstander, der levede i skørlevned”) måtte den lille flok rejse videre til Ollerup Højskole, hvor de så gav anledning til oprettelse af Den frie Lærerskole.

For efterkommerne af det koldsk-grundtvigske oprør på Kertemindeegnen var Ejnar Skovrup uden tvivl den af alle højskolens forstandere, der kaldte mest på både hengivenhed og beundring. Det kom ham til gode, når de små elevtal gav en anstrengt økonomi. Så samlede han penge ind. De fynske kvægavlere – og dem var der en del af på Østfyn – tjente gode penge og gav gerne en skærv til skolen, men de syntes nok, Skovrup brugte pengene lidt for overdådigt, når han købte et nyt flygel eller når han købte en af de største biler, der var at købe på Fyn. Da donorene gik i rette med ham om bilkøbet, sagde han de kongelige ord: ”En højskoleforstander skal ikke skifte gear”.

December 2018