Ryslinge Højskole - Tre generationer på Højskole

Af Anette Wolthers

Anna Hedeager Svendsen fik sit tre-måneders højskoleophold i besættelsessommeren 1940 - det blev hendes eneste uddannelse. Da jeg interviewede hende i sommeren 2011 og igen i sommeren 2012, fandt jeg ud af, at der var en tradition for at tage på højskole, idet såvel hendes mor som hendes mormor også havde været på højskole hhv. i 1911 og i 1882. Anna er min svigermor.

Hoven, Annas mormor og mor

Anna Hedeager Svendsen  (1922 - født Hedeager  Pedersen) har på sin mødrene side veldokumenterede slægtsbøger, der fortæller slægtens historie tilbage til slutningen af 1600-tallet i Vestjylland, en historie, der foregår på egnene omkring Ølgod, Aadum, Sejrup, Hoven og Tarm. 1)

Anna i 2012 ved Vesterhavet

I Hoven (Annas føde- og barndomsby) blev der f.eks. allerede i 1877 oprettet en højskole. Her var der almindelig højskole om vinteren, og om sommeren blev der udannet biskolelærere. 2) Senere, i 1891, blev skolen omdannet til 'Kvindehøjskolen'. Her blev der hvert år uddannet ca. 25 biskolelærerinder eller vinterlærerinder på en étårig uddannelse. Skolen bliver nedlagt i 1926, og havde  indtil da uddannet ca. 700 lærerinder.

Hoven var ikke blot en 'højskoleby', men også den by, hvor venstrelederen J.C. Christensen (1856-1930) gik i skole som barn. Han blev født på hedegården, Påbøl, i Hoven sogn, kom i sin ungdom på Grundtvigs Højskole, uddannede sig som lærer i 1877 og giftede sig i 1879 med en pige fra Hoven, Karen Kirstine Pedersen.

Kvinderne i Annas slægt har været optaget af det åndelige og politiske liv, som udviklede sig på egnen og i Hoven, dvs. grundtvigianisme og venstre.

Annas mormor Karen Hedeager Thygesen (1860-1960) oplevede overgangen fra den folkelige pietisme og blev "påvirket i grundtvigsk retning, vistnok først af Peder Larsen Skræppenborg ved en forsamling enten i hendes hjem eller i et andet hjem på egnen, og sammen med flere sluttede hun sig til den begyndte grundtvigske bevægelse". Karen kom på tre måneders højskoleophold om sommeren på pigeholdet på Ryslinge Højskole, da hun var i 22. 3) -5) Det har så været i sommeren 1882. Det var hendes eneste uddannelse ud over 7 års skolegang, hvor hun gik i skole under Den Vestjyske Skoleordning fra 1814. hvor børnene gik i skole hver dag om vinteren, men om sommeren kun én dag om ugen.  Dog var det kun piger, der gik i skole om sommeren, da drengene arbejdede som hjorddrenge. Bønderne ville hellere betalt skole-mulkt end at undvære drengene som arbejdskraft - selv om det kun var én dag, det drejede sig om. (Se også note 2). Hun fortæller på sin 100-årsdag i 1959 om højskoleopholdet i 1882:

"Jeg er af en gammel grundtvigiansk familie. På en måde er jeg enebarn, da min søster døde som ung. Da jeg var 22, ville jeg på højskole. Mine forældre satte sig imod det, da de ikke var glade for at komme af med deres eneste pige. Jeg stod fast ved mit, og til sidst fik jeg lov. Det hjalp, at en god veninde, der var kommet meget i mit hjem, lovede, at hun nok skulle overtage min plads i familien så længe. Jeg pakkede for at flytte til Ryslinge. Tårerne stod mig i øjnene, da jeg skulle bort fra hjemmet for første gang. Min far sagde: 'Jamen, det er din egen skyld'. Så drog jeg af, og det har jeg aldrig fortrudt. De tre måneder kom til at betyde uendelig meget for mig, det var godt, jeg kom af sted dengang, for jeg har aldrig været borte fra gården siden". 6)

Karen blev gift med Oluf Thygesen i 1884. De fik 6 børn, hvoraf den ene var HelgaKirstine Thygesen Hedeager, gift Pedersen (1890-1951) - og mor til Anna.

Helga ville gå i moderens fodspor mht. højskole, men uddannede sig først til mejerske (1908-11) og tog derefter på Roskilde Højskole, der var blevet grundlagt i 1907. 7) Efter højskoleopholdet arbejdede hun som mejerske, indtil hun blev gift i 1915. Hun var meget politisk aktiv i Venstre og i kulturelt arbejde i Hoven, hvor hun og hendes mand, Peder Michael Hans Pedersen (1890-1970) drev købmandsforretning (1914-1947).

Annas mor Helga, Anna, brødrene Oluf og Georg samt Annas far, Michael 1924

Anna cykler til Ryslinge

Siden 1890 blev cyklen for alvor brugt i Danmark som transportmiddel. Det betød, at der kom gang i forretningen for en række småbåde, der sejlede med cykler og passagerer - også på Lillebælt: Snoghøj-Middelfart. I 1912 blev der etableret en bilfærge på overfarten. Indtil indvielsen af Lillebæltsbroen 14. maj 1935 havde bilfærgerne fået større og større betydning for hovedfærdselsårene i Danmark, men var uønskede trafikpropper i trafik-flowet. 8)

Da Anna skulle på Ryslinge Højskole i besættelsessommeren 1940, foregik det også på cykel  - bæltet skulle forceres over Lillebæltsbroen. Den da 17-årige Anna havde lige som de andre kvinder før hende i familien insisteret på at komme på højskole. Hun fik kun lov af sine forældre at tage af sted, hvis hun fulgtes med sin veninde. Det gjorde hun så. Da de lige før 1. maj 1940 skulle cykle over Lillebæltsbroen, måtte de vise legitimeringskort, da broen var blevet et checkpoint for besættelsesmagten. Hvor lang tid, cykelturen tog, vides ikke, men der er et stykke vej fra Hoven til Ryslinge. Under der tre måneders højskoleophold var der én hjemrejse-weekend. Den foregik også på cyklen Ryslinge-Hoven tur/retur.

Annas legitimeringskort - et lignende skulle vises ved kørsel over Lillebæltsbroen i 1940. Denne udgave af kortet er dog fra 1943

Gymnastikken og højskolelivet

Anna og veninden ville på Ryslinge Højskole for at få en delingsføreruddannelse inden for gymnastik. Anna var udtaget til Ringkøbings Amts Gymnastikhold og ville gerne lære noget om at undervise og instruere i den lingske gymnastik. 9)-10)

Anna siger:

"De, der kommer på højskole i dag, har ofte studentereksamen, vi havde kun en kort skolegang. I Hoven gik vi kun i skole hver anden dag. Fra jeg var 13 til 14 år gik jeg kun i skole én gang om ugen.  (Anna gik åbenbart i en skole, der stadigvæk var reguleret af 1814-loven). Vi havde godt af et højskoleophold, men vi skulle have haft meget mere - mindst et halvt år for at lære noget. Men om vinteren var det jo mændene, der gik på højskolen, de gik der vist længere."

Anna fortæller videre, at der ud over undervisning i gymnastik og fagene til delingsføreruddannelsen også var foredrag, almindelige skolefag (dansk, regning mm.)  og sangtimer. Der var en meget lille lærerstab, Forstander Damgaard, Lærer Hannerup, hvis kone også var sygeplejerske og så en mandlig og en kvindelig lærer. Der var ikke løst tilknyttede lærere. Derfor var der store elevhold, der var sammen det meste af tiden. Der var intet praktisk arbejde på skolen - ud over gymnastikken, som tog meget af tiden, og som eleverne jo var kommet for at dygtiggøre sig i:

"Man var glad og nød tilværelsen og fandt bare på noget sjovt. Vi havde et eget liv som højskoleelever. Og som det altid bliver, dannede vi forskellige grupper, der holdt sammen. I weekenderne var vi i kirke - det var jo en grundtvigiansk frikirke i Ryslinge. Men jeg syntes nu ikke, at der var så megen forskel på kirken i Hoven og så frikirken. Ellers cyklede vi jo meget. Vi cyklede også til bageren og købte kager. Vi havde nok ikke fået for meget af den slags. Om søndagen var vi sommetider ude til gymnastikstævner. Her cyklede vi også. Der var ikke ret meget med biler. Det holdt egentlig ret hurtigt op, efter vi blev besat."

Se fotos fra Ryslinge Højskoles gymnastikundervisning mm.

Ungdomslivet i Hoven

Efter højskoleopholdet i august 1940 kom Anna hjem igen til forældrene og købmandsforretningen. I oktober fyldte hun 18 år. Her blev hun mødt af traditionen om, at hun nu var en ung pige, der skulle samle udstyr (dynebetræk, håndklæder mm.) og forberede sig på at uddanne sig videre - og forberede sig til at blive gift:

"Mor og far havde en bekendt, der havde en systue i Skjern, så jeg skulle ned at lære at sy kjoler og den slags. Det har dog aldrig interesseret mig. Men jeg kunne også lære at væve, hvad der passede mig bedre. Jeg har stadigvæk vævede håndklæder fra den tid. Efter jeg kom hjem igen, fik jeg en væv derhjemme. Men det var jo under krigen, og jeg kunne ikke købe garn. Så det blev ikke til så meget. Da jeg skulle giftes, solgte jeg væven og fik derved lidt penge."

Anna drømte om at finde en mand, hun kunne lide, og der var ingen forventninger om, at hun skulle gifte sig med nogen bestemt:

"Man havde jo mange, man gik og flirtede med, og hvis de blev for frække, fik de en lussing. Det fik min senere mand også."

Gymnastikholdet i Hoven i slutningen af 1930'erne. Anna står som nr. tre fra venstre i tredje række

Anna fortæller om ungdomskulturen i Hoven i slutningen af 1930'erne og under besættelsen:

"Vi var sådan et sjak, der sammen gik til bal. Det varede typisk fra kl. 8-12 om aftenen. Vi piger havde en aftale på skift med vores mødre om, at der stod smørrebrød til os og de karle, der fulgte os hjem. Nogle gange, når det stod højt til, så var der også en øl. Så havde vi det vældig skægt et par timer. Aftalen var så, at den karl, der boede nærmest ved en af pigerne, skulle følge hende hjem og være sikker på, at hun kom hjem. Det var ikke noget med, at man var kærester eller noget. Det var vigtigt, at man blev fulgt hjem af en mand, da vi havde mørklægning og tyskerne. Faktisk var der også udgangsforbud. Karlene var sønner fra de forskellige gårde, og de var meget høflige og opførte sig godt. Men ham, der fulgte mig hjem, var nu postbud. Mange af karlene havde været - eller skulle på landbrugsskole, og der var jo kun mænd. Der var et almindeligt råd om, at hvis man ville finde én at blive gift med, så skulle man tage på Askov Højskole. En af mine kusiner fandt sin mand dernede."

Livet i Hoven gik med gymnastikken, og Anna fortæller, at der til amtsstævnerne også var opvisninger, hvor karle og piger lavede gymnastikøvelser sammen. Hun fik også brug for sin delingsføreruddannelse i de kommende år, hvor hun trænede flere pigehold. Selv om højskoleopholdet kun varede tre måneder i 1940, så siger Anna:

"Vores liv var præget af højskolen. Vi havde jo det, vi kaldte foredragsforeningen, hvor der kom foredragsholdere fra hele landet. Her sang vi først fra højskolesangbogen, og så var der foredrag. I Hoven foregik det på kroen, da vi ikke havde forsamlingshus i Hoven. Her har jeg både oplevet Aakjær og Kaj Munk, der snakkede om Smeltediglen. Det trak alle af huse. Min mor var aktiv i foredragsforeningen og i alt muligt, også Venstres partiforening. Hun var en dame, der gik ind for fremskridtet. Hver gang, der var et arrangement i byen, var det os, der skulle bespise de forskellige. Det har hjulpet mig som supplement til den dårlige skolegang, at møde disse spændende mennesker og få mere viden og oplysning. Erik Eriksen kom f.eks. meget hjem til os. 11) Og jeg ved, at han har udtalt, at min mor har været ham en stor støtte i det politiske arbejde."

"Min far var ikke medlem af Venstre, men af De Konservative. Man skulle være konservativ, når man var forretningsmand. Mine to brødre fik hver en handelsuddannelse. Kvinderne, min mor (Helga) og min mormor (Karen) var medlemmer af Venstre, engageret i højskolebevægelsen og grundtvigianismen. Men både min far og min mor var socialt engageret. I 1933, hvor jeg var 11-12 år, kan jeg huske, at arbejdsløse kom i butikken til min far for at slå et kryds - han var kasserer i sognerådet. Flere gange bad han også min mor hjælpe, når der var nogen, der havde det rigtig slemt. Jeg kan stadigvæk høre min far sige: 'Ved du hvad, Helga, ham der lige har været her, har fået et barn. De har ingenting. Har du ikke noget, vi kan gi' dem?' Så lavede min mor en portion mad, gik hen til familien med den samt en masse dejligt hvidt lærred. Lærredet stammede fra melsække. Her fik vi lærredet gjort hvidt ved først at smøre brun sæbe på og senere koge dem, så kunne stoffet bruges til alting, sengetøj mm.. Min mor var både praktisk og havde hjerte."

Vi snakkede aldrig om, at vi var grundtvigianere, men vi gik i kirke hver søndag. Jeg har altid sagt, at man ikke skal lære sine børn noget, men man skal leve, så de kan lære af det, hvordan man lever. At leve grundtvigiansk er nok også noget med at være lidt god ved folk. Der var mange indremissionske på egnen og også længere vestpå. Vi var ikke i mindretal, og min far sad i menighedsrådet, så vi kunne være medbestemmende i ansættelse af præsterne ved Hoven Kirke.

Kontaktbogen og gensynet

Selv om der kun blev tre måneders højskoleophold til Anna, var det dog så stærk en oplevelse og udviklede venskaber, så hun kunne mødes med sine gamle højskolekammerater 25 år efter - i 1965 på Ryslinge Højskole. Kontakten var blevet holdt ved lige gennem en 'kontaktbog', der cirkulerede mellem dem gennem årene. Heri skrev man nyt, satte billeder i osv.

 
Anna møder sine gamle højskolekammerater ved 25 års jubilæet i 1965 på Ryslinge Højskole. Det er Anna nr. to fra højre

December 2012

Illustrationer. Stillet til rådighed af forfatteren.

November 2012