Af højskoleelev Hans Kristensens dagbog Inge-Merete Iversen fortæller om sin morfar Hans Kristensen (1870-1943), at han skrev dagbog hele sit voksenliv. Han skrev ikke hver dag, og han skrev ikke systematisk, men samlede i dagbogen op på sine tanker og oplevelser. Det gjaldt, hvad enten det drejede sig om landbrugets generelle situation, eget høstudbytte eller refleksioner over eget og tidens åndelige liv. Hans Kristensens far havde været på højskole hos Christen Kold i Dalby ved Kerteminde.
Før sine højskoleophold boede Hans Kristensen i en årrække i Amerika. Han rejste derover i 1892 sammen med sin bror og var dér indtil 1908. De første 2 år boede han i henholdsvis Minnesota og South Dakota, hvor der var store danske kolonier. Men da Dansk Folkesamfund - en forening stiftet af grundtvigianere i Danmark - i 1894 agiterede for at danne en dansk koloni i Texas, og da der ikke var mere "ledig" jord i South Dakota, besluttede Hans Kristensen og hans bror at flytte til Texas. Her var de var med til at stifte den danske koloni, Danevang, der som mål blandt andet havde at skabe et dansk samfund i Amerika baseret på Grundtvigs kirkelige og folkelige tanker. Kolonien blev aldrig nogen succes og eksisterer ikke mere, men der er fortsat en skandinavisk kirke i Danevang.
I 1904 var Inge-Merete Iversens morfar i Danmark i en længere periode, hvor han bl.a. var elev på vinterholdet på Salling Højskole. Baggrunden for dette ophold var udover interessen for højskolen, at han var forelsket i en dansk pige fra Danevang, der tidligere havde været elev på skolen og havde fortalt, at hun ville besøge skolen denne vinter. Hun kom, men var ikke interesseret i ham! Han var kun på højskolen i nogle måneder, da han havde en aftale med sin bror om at skulle være tilbage på deres fælles farm i Amerika omkring årsskiftet 1904-05. Efter tilbagekomsten til Amerika havde Hans Kristensen svært ved at finde sig til rette og bestemte sig for at vende tilbage til Danmark. I den forbindelse besluttede han sig for endnu en gang at tage på højskole - denne gang Askov Højskole. Efterfølgende er uddrag af hans dagbog fra Salling.
Afskriften af dagbøgerne er foretaget af Inge-Merete Iversens søster Gitte Vesterlund. Hun har søgt at forholde sig solidarisk til teksten i dagbøgerne med de afvigelser fra retskrivningen det indebærer. Hvad angår dateringen betyder eksempelvis "O.fm" formentlig onsdag formiddag.
Elevbillede fra Salling Højskole vinteren 1904-05
Jeg føler mig fremmed 3. Nov. O.fm.
Siden sidst jeg skrev i min dagbog, er der foregået en hel del. Jeg er nu ankommen til Salling højskole, hvor jeg har tænkt at blive til Jul. Jeg kom hertil i aftes kl. 11, da jeg ikke ønskede at rejse om natten. Skolen skal åbne i aften kl. 7.
4. Nov. midd.
Nu er højskolen altså begyndt, den blev åbnet i aftes med sangen "Der skinner en sol i lys og løn", det lød så smukt og kraftigt, at jeg syntes jeg ikke havde hørt så god sang siden jeg for ca. 15 år siden hørte den samme sang til fastelavnsmøde i Odense. Forstanderen holdt en køn indledningstale og to andre talte også. Sangen lyder så kønt og kraftig hver gang, men ellers har der ikke været stort at gøre ved det hidtil. Formiddagen er gået med tilberedelserne. Jeg føler mig noget fremmed og var til at begynde med ved at fortryde, jeg var kommet her. Måske også jeg er for gammel. (Han var 34 år). Kosten er yderst tarvelig, men det tager jeg nu ikke så nøje.
4. Nov. a.
Den første dag på højskolen er altså til ende, og jeg kan ikke nægte for mig selv, at jeg føler mig skuffet. Jeg havde dog ventet mig noget mere. Forstanderen talte om i aftes, at vi vilde få meget at bestille og Pastor Kestel omtalte i aften, at vi vel sagtens havde oplevet så meget denne første dag på skolen, at vi vel ikke egentlig kunde modtage mere d.v.s. modtage hans foredrag. Jeg synes nu vi har fået alt for lidt og har havt alt for lidt at bestille. Sangen er jeg glad ved, men jeg frygter nu for at jeg alligevel får alt for lidt ud af det andet. Pastor Kestel talte i aften om at var godt at forstå at kritisere, og at vi gerne skulde nå til at kunde det, men vi skulde ikke møde på højskolen med kritikken. Her skulde man møde rede til at modtage alt hvad der blev givet stolende på at det var godt alt sammen, siden når vi kom herfra kunde vi kritisere. Jeg vil så gerne modtage, men det er jo umuligtat lade være med at kritisere. Jeg vil så grumme nødig gå skuffet herfra, allermindst fra denne højskole. Mine venner og bekendte forstår jo ikke, hvorfor jeg netop vilde herop. Og skal jeg så fortælle dem, at jeg ikke her har fundet noget rigtigt udbytte af mit skolebesøg, så trænger de naturligvis nærmere ind på mig og spørger: Ja, hvad vilde du nu også i den afkrog, det forstår vi ikke. Og, hun for hvis skyld jeg kom her, hvad vil hun tænke, når jeg siger, at jeg er bleven skuffet her, at jeg ikke er bleven glad ved at være her. Hun har selv været så glad ved at være her, og vil slet ikke da kunde forstå mig. O, give dog Gud at jeg må blive i stand til at modtage meget godt herfra og at jeg ikke til Jul, må kunde være så glad ved at være færdig med det hele, som jeg kunde være det om det var i dag.
Der er kommet mere liv i arbejdet 14. Nov. M.a.
Der er nu gået en tid siden jeg kom hertil, og jeg er da nu en del mere glad ved at være her end til at begynde med. Der er kommet lidt mere liv i arbejdet og jeg er bleven bedre kendt med folk og forhold. Jeg har da havt adskjellige ret interessante samtaler med flere af lærerne, og eleverne. Her er to elever som både har været i Australien og Afrika, og det er ret interessant at snakke med dem og få noget at vide fra disse fjerne pladser af folk, som selv har set det. Jeg har været i kirke om Søndagen, præsten taler temmelig godt og kirkegangen er ret god, men kirken er gammel og uhyggelig, den uhyggeligste jeg nogensinde har betrådt. Jeg har begyndt at lære tysk, nærmest for at få noget at anvende tiden til. Dansk er jeg ikke længere med til, hverken læsning eller skrivning. Jeg sagde til forstanderen, da jeg havde været her et par dage, at jeg ikke brød mig om at være med, da jeg ikke syntes jeg kunde lære noget af det. Han svarede, at jeg dog skulde prøve en 14 dages tid endnu. Jeg gik så med herpå, men da vi stadig ikke fik fat på andet end skrivning efter diktat, de aller simpleste regler i sproglæren og så lidt øvelse i læsning, det var meget lidt da vi var over 30 i samme klasse, så blev jeg ked af dette og sagde igen til ham, at jeg ikke havde lyst til at være med, da vi næsten ikke fik fat på noget, som jeg ikke kunde godt i forvejen. Han sagde nu også, at det godt kunde være at jeg ikke kunde få stort ud af det, når jeg ikke blev længere end til Jul. Gymnastik er jeg heller ikke med til. Om aftenen er i reglen oplæsning. Lærer Vedel læser udmærket.
19. Nov. L.fm.
En af de første dage i ugen var der møde i forsamlingshuset i Jebjerg, der er meget stort og rummeligt, det største hus af sit slags, jeg har set tror jeg nok. Der var to foredragsholdere, en præst og en redaktør. Begge foredragene var jeg glade ved, især det sidste, som nærmest handlede om den brandesianske og grundtvigske livsanskuelse. Det var et meget dygtigt og åndrigt foredrag, af den slags man sjældent hører. Dagen efter talte redaktøren, Mads Jepsen hedder han, her på højskolen. Her talte han om Leo Tolstoj og også dette foredrag var jeg meget glad ved at høre. Forstander Axelsen har været fraværende i to dage, thi han har været i Askov at deltage i fru Schrøders begravelse. I forgårs holdt Pastor Glud et foredrag om Avgusten og i aftes fortalte han foredragene om Grundtvig, der også er gode. Hans foredrag om Olav Trygvesøn synes jeg knap så godt om. Jeg skulde synes bedre om, om han ikke vilde prøve på at være vittig, thi han er ikke meget begavet i den retning. Men han vil gerne have folk til at le, og det falder ham heller ikke vanskeligt, men man ved knap om det er hans vittighed eller hans dumhed, der les af. Det er vel nærmest hans latterlighed. I går var vi ude på en spadseretur til Grinderslev kirke, som ligger godt ½ mil herfra. Omtrent hele skolen var med. Lærer Vedel var fører og i kirken holdt han nogle foredrag om Middelalderens bygningskunst o.l. Grinderslev kirke er en stor anseelig bygning opført af glat tilhugne granitsten. Den er ret rummelig indvendig med høje hvælvinger, den er også ret hyggelig, den ligner ikke ret meget den her i Jebjerg. Murerne har en kolossal tykkelse. Tårnet er af mursten. Tidligere har den været sammenbygget med et kloster. Ved siden af den ligger nu en herregård, som hedder Grinderslev Kloster.
21. Nov. M.fm.
I går fik jeg brev fra Vilhelm, han fortæller T.C. Nielsen og H. Berndt nu er rejst fra Danevang efter Danmark.
En elsket kvinde 23. Nov.
I aftes talte igen Pastor Glud om Olav Trygvesøn, jeg syntes meget dårligt om dette foredrag, hans måde at fortælle den slags på synes mig meget dårlig. Hans latterlighed her er meget upassende. Hans foredrag om Grundtvig har været bedre, da han her bedre kan holde sig til det alvorlige. I aften fuldendte Axelsen oplægningen af Zakarias Nielsens fortælling "En god formynder". Den var ypperlig, men det er dog mærkelig at næsten i hver eneste gode fortælling man træffer, da er det kærligheden, elskoven der spiller hovedrollen, det er mærkeligt og dog måske er det ikke mærkeligt, det er måske også så i det virkelige liv, i hvert fald ved jeg, at intet tiltaler mig sådan end at høre eller læse om den glødende kærlighed, der kan være mellem to mennesker, og jeg vilde da også selv regne alverdens guld og grønne skove for intet mod det at kunde trykke en elsket kvinde i min favn; mon jeg nogensinde skal opleve dette i forståelse og kærlighed at mødes og følges med hende. Gud give det kunde ske.
4. Des. S.eft.
I Søndags var jeg på en cykeltur nordpå, jeg var med Kresten Pedersen hjemme hos sin faster, det er den eneste cykeltur jeg har fået siden jeg kom herop, dagen i forvejen var jeg med toget til Skive for at få en tand trukket ud, det var første gang i mit liv jeg havde prøvet det og i det hele første gang jeg har været hos en tandlæge.
Jeg bliver efterhånden mere glad ved at være her på skolen, dog må jeg sige, at jeg ikke er meget indtaget i Axelsens foredrag, jeg tror snart jeg synes bedre om Vedels. Men alle lærerne er så flinke og jeg får mig mangen en interessant samtale med dem. Og eleverne er da også meget flinke og de fleste af dem er vist nok rare folk, og det er skønt at se at så mange folk kan leve sammen i enighed og god forståelse uden at der kommer nogen råhed frem. Jeg hører da heller ikke meget til her, hvordan det går mine venner og bekendte ude omkring i denne tid. Kun to breve har jeg modtaget her, et fra Vilhelm og et fra søster Marie. Hjemme fra Fyn har jeg slet ikke hørt noget, ej heller fra Kristen Madsen har jeg hørt og jeg håber dog at han er kommen til Danmark. Der er flere andre som jeg venter brev fra, men mest af alt længes jeg dog efter om der skulde kunde komme brev fra Kirstine Krag. Jeg havde håbet at høre fra hende, d.v.s. få brev fra hende, mens jeg var her. Hørt fra hende har jeg da, da Axelsen to gange har fået brev og jeg da også har fået en hilsen fra hende. Men skønt der jo meget godt kunde komme brev endnu, er det dog ligesom at jo længere tid der går, jo mindre håb har jeg om at det vil komme.
Jeg har talt med hende 9. Des. F.a.
Kirstine Krag er kommen hertil, jeg har talt med hende et par gange, hun har været her i to dage, men jeg kan ikke blive klog på om hun i det hele taget bryder sig om at tale med mig. I aftes var forfatteren Edv. Egebjerg her og oplæste to af sine egen fortællinger, det var meget godt. Gluds foredrag i aften om Grundtvig var også særlig godt og indholdsrigt. Jeg bliver jo længere jo mere glad ved at være her, men om 14 dage så er det forbi, så bliver jeg en kort tid hjemme, og så tilbage igen hjem til det Danevang, som jeg elsker så højt, men hvor det samme savn som jeg igennem årevis så dybt har følt vel igen vil møde mig måske endog nu med fornyet styrke. Oh, Gud give han vilde stille det, eller dog hjælpe mig til at bære det på rette måde.
10. Des. L.a.
Netop som jeg syntes, jeg rigtig begyndte at blive glad ved at være her så skulde hun komme. Jeg ved ikke hvor længe hun bliver her, hun synes nu igen at undgå mig. Jeg har ikke længere lyst til noget arbejde, kan ikke tage mig sammen til noget arbejde uden at tænke på hende. Hvorfor skulde hun nu også igen anbefale mig at rejse hertil; jeg havde dog så tydeligt skrevet til hende at intet kunde bevæge mig til at rejse herop uden netop det at kunde mødes med hende. Så burde hun jo dog vide, at det kun kunde vække de bitreste smerter hos mig at møde hende, når hun så knap vil tale til mig. Hvad mening er der så også i hendes skønne brev, og at hun takker mig for mit kærlige tilbud, og at hun betragter det som en stor ære.
Hvad ære kan der vel være ved at en mand, som hun tilsyneladende ikke har ret megen agtelse for, har bejlet til hende, og hvorfor siger hun til mig, at hun fremdeles vil betragte mig som en ven, når hun så stadig undflyr mit selskab. Det må vel så være af bar medlidenhed med mig og fordi hun, som hun skrev nødig vilde såre nogen. Det kan vel også godt forsvares af den grund, jeg vil dog kun tro godt om hende.
13. Des. Ti.a.
Så har jeg da talt med hende, så har jeg da fået afslag af hendes mund, som tidligere gennem brev; o, hvor er det dog tungt aldrig at kunde må det skønneste af alt, hvad der findes ved livet, kærlighedens lykke. Oh, hvor er hun dejlig denne pige, intet i den vide verden af alt jeg har set kunde erstatte mig det at eje hende og hendes kærlighed. Og så skal jeg da aldrig nå det.
21. Des. O.eft.
Nu er der gået over en uge siden hun rejste bort, den dag og dagen i forvejen, da jeg havde talt med hende, var det for mig som livet var glædesløst, og som om det ikke var muligt nogensinde at finde noget her som kunde fylde mit hjerte. Jeg kunde ikke samle mine tanker til noget arbejde, men kun til en brændende bøn til den almægtige Gud, at han dog vilde give mig lyst til at leve og virke for noget, og holde modet oppe hos mig, hvordan det så ellers gik. Og det var som han hurtigt hjalp mig, for skønt jeg ikke kan forklare hvorledes det gik til, så er jeg nu blevet meget frejdigere i sindet og arbejder igen med liv og lyst, og vilde meget have ønsket at jeg kunde have blevet her på skolen noget længere og samlet mig nogle flere kundskaber og livsindhold.
Det var vemodigt 2. Juledag eftm. (Vesterskov)
Jeg rejste fra Jebjerg Fredag aften sammen med lærer Vedel, som skulde med toget til Odense, og en pige Johanne Kær, som skulde til Sjælland, Niels P. Nielsen, ham der har været i Avstralien og Afrika, fulgtes med os til Aarhus. Det var vemodigt at tage afsked med alle folkene på højskolen, mange af dem rejste allerede derfra samme aften som jeg, og de fleste andre vilde rejse næste morgen, men jeg var vel den eneste, som ikke vilde komme tilbage efter Jul. Adskillige af eleverne og lærerne var med på stationen, hvor den del af dem flere gange trykkede mig i hånden til afsked, sidste gang efter jeg var kommen ind i kupeen og da omsider toget rullede af sted tilråbte en del fra perronen endnu et farvel. Jeg er kommen til at holde meget af en del af de folk, jeg der var sammen med, særlig lærer Vedel og Haugård og forstander Axelsen. Også Fru Axelsen er en meget rar og elskværdig kone og deres datter Helga er en god pige. Og lærerne Lundgård og Nielsen og lærerinden og kokkepigen var alle sammen meget flinke. Og det samme var alle eleverne, og nogle af dem kom jeg til at synes meget godt om. Og ikke et eneste menneske på skolen har jeg havt nogen konflikt med. Og det siger dog ikke så lidt. Når man i over 7 uger er sammen med næsten 100 mennesker. Ganske vist skal jeg ikke nægte, at jeg følte lidt bitterhed ved at jeg måtte betale mit ophold på skolen så dyrt, meget dyrere end de andre, fordi jeg kun vilde bliver der så kort en tid. Jeg måtte give 35 kr. for 2 måneders undervisning, medens der for de sidste 3 kun betales 15 kr. Og så måtte jeg endda betale for en fuld måned for December, både for kost og undervisning, skønt den kun varede 3 uger.
Axelsen sagde rigtignok, at han nok kunde sætte prisen ned, hvis jeg ikke havde råd til at betale så meget, men jeg syntes ikke om at modtage understøttelse af ham til at komme på skole for og så betalte jeg det hele. Ellers var Axelsen meget flink, og dette at eleverne så fint kunde gå ud og ind af hans stuer bidrog meget til at gøre det hyggeligt og hjemligt på skolen.
21. Jan. 1905 L.m.
Nu har jeg da igen sagt dem alle derhjemme farvel og er på vej til Amerika.
Elevbilledets bagside fortæller en fin historie om genbrug og om pietet
Bearbejdet august 2013
Foto: Doneret til Foreningen for Højskolehistorie af Inge-Merete Iversen
Se også Hans Kristensens dagbog fra Askov Højskole