Af lektor Jørgen Gleerup
Sommerhøjskoleprogram
I tilbageblikkets klare eller kolde lys var det et kamikaze-projekt med tredive års forsinkelse at ville genoplive den historisk-poetiske højskole, som det var min forstanderdrøm ved indvielsen af Samsø Folkehøjskole i maj 1984. Selv om det dengang gav en hel del medieomtale og også mødte stor opbakning fra Dansk Forfatterforening, der med Peter Seeberg som formand valgte at fejre deres 90-års fødselsdag som en del af åbningsfesten, så gik det ikke som højskoleprojekt. Skolen forlod hurtigt det historisk-poetiske i den udgave, der oprindeligt var valgt, og måtte endeligt lukke sommeren 2012 efter en del temaskifte.
Det var en tidligere kostskole for grønlandske børn, der i maj 1984 slog dørene op som højskole, og det i bogstaveligste forstand, da der på den store dag knap var plads til de mange gæster, hvoraf 120 var nordiske forfattere og resten skolevenner og samsinger. Jeg husker ikke, hvem af de flere hundrede deltagere, der ved spisningen måtte sidde i døråbningerne, men det var vist heller ikke noget problem. Måske snarere en slags varsel om noget af det bedste ved de første år, nemlig at der kom så mange til højskolens litteraturkurser om sommeren, at de gæsteoptrædende forfattere, ofte med familie måtte indlogeres rundt omkring hos naboerne. Det var til alle parters store glæde og fornøjelse. Jeg husker endnu en kendt forfatters ord om, at de knive, vi godt kan have i ærmerne, når vi mødes på forlagene, de falder, når vi flytter ind på højskolen og de omkringliggende gårde og huse. Det våbenfald hører i bredere kulturel forstand også med til de bedste erindringer om kurserne og deres indhold. Her var ingen kulturel aktivitet eller performance for mærkelig eller sær til ikke engageret at kunne deles mellem de deltagende. Den sociale midtersump, der i moderne samfund efter filosoffen Hannah Arents vurdering truer med at stjæle frihed fra såvel det private eller individuelt unikke som det offentlige, dvs. det kulturelle og politisk demokratiske, blev gjort til skamme. Der var høj himmel over Samsø, hvad hver og en blev mærket af i sit inderste.
Øens store digter, Thorkild Bjørnvig havde skrevet en sang til skolens indvielse, hvad der efter hans telefonopringninger at dømme undervejs dog havde voldt en del besvær. Kan vi i Danmark kun mødes omkring flæskepriser som ved vore Europa-afstemninger - eller kan vi stadig samles i en anden større fællessang, var hans spørgsmål. Det var vist de spørgsmål om folkelighedens bærekraft, han ud over versefødderne tumlede med. Den dobbelthed var højskolestarten vel også præget af, da det dels var et egnsudviklingsprojekt omkring den tomme grønlænderskole og med økonomi og arbejdspladser i fokus, og dels et højskoleprojekt, der kunne give glimt i øjnene af noget andet og større. Denne dualitet mellem brød og ånd skulle ikke være den historisk-poetiske højskole fremmed, men vi fik alligevel at mærke, at vilkårene for det samspil havde forskubbet sig en smule og med nye udfordringer. Øens store romanforfatter, Vibeke Grønfeldt, bidrog også til indvielsen med en novelle i dagbladet Information. Selv om fortælletonen måske antydede, at tingene kunne være mere komplicerede end oplevet på en solrig indvielsesdag. Det blev jo så også virkeligheden.
Højskolen kender til filmbul-vintre, men spørgsmålet er, hvad der kæmpes om og på hvilke vilkår. Jeg tænker, at det kolde, klare lys, som et tilbageblik kan skænke, kun er den halve sandhed - måske valgt lidt til undskyldning og beskyttelse af en højskoleforstander, om hvem en senere af slagsen ved en fødselsdagsfest kærligt diplomatisk sagde, at ham har vi været mange om at afløse. Det var Ole Kæmpe, der er den forstander, der har været længst på højskolen, og da gik den også rigtig godt. Men det kunne jo også have været sagt på en anden måde, hvor det, jeg efterlod, ikke igen var let at samle. Det er nok en større del af sandheden, som jeg gerne tager på mig, men som måske trods alt er for begrænset et perspektiv, der ikke kan interessere så mange andre end de nærmeste og den ramte.
Vi kom godt fra start, men fik aldrig rigtig grebet, må jeg indrømme, hvad skolens korte historie da også vidner om. Ud over forstandere og lærerkræfter blev der skiftet profiler flere gange fra litteratur, musik og drama i begyndelsen over journalistik og foto til de sidste års krop og sundhed og de allersidste forgæves forsøg på en fornyet almengørelse. En moden højskoleforstander sagde til mig, da vi begyndte, at de slagvarer eller linjer, som I har, dem har vi på hylderne. Han valgte dog nogle år herefter at gå solo med sine højskoletanker i det vestjyske. En anden gav mig det råd som Kristen Kold at gå ud bagved og sætte mig på en vognstang for at bede Vor Herre om at sende lidt flere elever, hvad jeg forgæves prøvede, når det handlede om vinterens lange kurser. Vi havde som sagt kø ved sommerens korte - både på kursist- og forfatterside. Det hører til de smertelige erindringer, at vi ved de lange kursers start måtte skuffe de ankomne elever med ordene om, at der ikke som håbet var fuld skole, selv om det jo viste sig, at det ikke altid var elevantallet, der bestemte energien og det sociale liv på skolen, men noget andet og vanskeligere definérbart. Det er vel højskolens akilleshæl, at det er svært at forklare, hvad der bærer den, når det lykkes, og som næppe er blevet en mindre udfordring i en moderne tid, hvor vore politikere kræver tal, dokumentation og evidens for, hvad der virker i den såkaldte globale videnskonkurrence. Den diskussion skal ikke føres her, omend den måske er med som en underliggende tone i min bestræbelse på at komme bag om bagklogskabens kolde lys til det, der dengang drev og fyldte på godt og ondt, og på den vis måske er lidt mere oplysende.
Duften af ajle og Savage Rose Vi kom vist ved en fodfejl i ministeriet på grund af tilsynsskift og gode viljer i gang uden helt at have indsamlet den ønskede startkapital, hvorfor skolens etableringsfase krævede hjælp og et stort engagement fra samsingerne. En gårdmand sagde, at han ville stille sin bedrift som kaution og sikkerhed. Det turde jeg dog ikke tage imod, men nok til hans tilbud om at ville få sat bænke op på skolens udearealer ved planker fra nedlagte ajletønder samt stilladserne, der var blevet brugt ved kirkekalkninger. Hans søn, der senere har gjort Samsø verdensberømt for dens energipolitik, sagde med samme uforfærdede gå-på-mod, at han mente, at man kunne få Savage Rose til at komme og spille ved indvielsesfesten helt uden honorar. Det sagde de ja til, hvad der for øvrigt kostede dem en smadret bilmotor på vejen hjem, så det blev for dem en udgiftsfornøjelse at give den fødselshjælp. En af øens ledende konservative betroede min kone under en dans, at de spillede vidunderligt, men at deres politiske Albanien snak indimellem var for meget. Det sagde jeg til Thomas og bad ham dæmpe det lidt, men han smilede bare venligt og gav det en ekstra tand. Jeg græmmes endnu over det smålige snigløbsforsøg på et lidenskabeligt engagement, der vidner om en større virkelighed, som er den, en højskole bør fødes i - og med al dens overbærenhed med smålighed.
I al beskedenhed investerede min kone og jeg i et nyt klaver, som vi dog senere økonomisk blev kompenseret for af øens Lions-klub. Når jeg nævner dette, så er det ikke for at gøre ret og rimelighed gældende, men for at sige, at den højskolestart blev båret af noget helt andet og fra alle sider. Til den historie hører også, at den fine jazz-pianist, vi havde ansat som musiklærer, blev aldeles forskrækket ved mødet med de mange festdeltagere, hvorfor han valgte at stikke af i sidste øjeblik med en kvindelig gæst fra Savage Rose. Det blev der dog rådet bod på af en jysk, meget musikalsk højskoleforstander, der tilfældigt var på ø-besøg med sine elever. Dem lod han cykle rundt alene, mens han betjente det tomme klaver hos os på indvielsesfesten. Der var således også helt konkret opbakning fra højskolebevægelsen.
Det var et sammenrend af mange kræfter, som jeg godt kunne have ønsket et lidt større og længere perspektiv for, og jeg fristes jo som sagt til selv at tage hele skylden for, at det ikke lykkedes. Det er ikke helt uberettiget for en tid, hvor vi hørte om, at flere nyansatte universitetsfolk i højskolesektoren fik mundkurv eller håndfæstning på, men som jo alligevel ikke her skal spærre for de kræfter, der var på spil og vel stadig bør være det i livs- og folkeoplysningen. Ud fra en pædagogisk synsvinkel tror jeg, at vores samarbejde i lærergruppen dengang strandede på, hvad der kaldes for læring gennem fælles deltagelse eller værkstedsundervisning og læring gennem stedfortrædende undervisning, hvor man underviser i, hvad traditionen har bibragt os af viden og begreber. Det første var mine ansatte eksperter i, og det havde dengang tiden med sig, mens jeg stod lidt alene med mine begreber og historiske forestillinger. Der kunne vi ikke nå hinanden. Trods mange højskolelukninger de seneste ti-år, hvad man i ministeriet ser som en tilpasning, men som jeg dog ikke helt vil købe som forklaring, så lever højskolebevægelsen stadig, og det er vel det, det handler om, og dens videre liv, så det vil jeg prøve at tage pejling af med mine afslutningsord fra en taberrøst i dens historie.
Issehoved
Marsvin ved Issehoved På et elevhold, hvor jeg havde glæden af at undervise nogle unge journalistspirer, erfarede jeg ved en af de sidste hjemrejseweekender, at en tre-fire stykker af de tilbageblevne elever aldrig havde været ved Issehoved, der som en lille Skagens-gren runder Samsøs nordspids af. - Jeg tilbød derfor at køre dem op hertil, hvad de sagde ja til, og på bilradioen i familiens gule Lada blev der spillet høj musik på den udflugt. Efter at have parkeret, og vi havde gået de første skridt op på bakken til det vidunderlige højdepunkt, hvor alle - og selv de ministerielle tilsynsførende - mister pusten af betagelse over udsigten til Århus, Grenå og Issehovedgrenen, så skete der ikke noget. De unge elever var stadig helt bundet ind i deres egne udvekslinger, og jeg tænkte, at den udflugtstur var lidt omsonst.
Men da vi nærmede os den lille Issehovedgren, blev der pludseligt helt stille, da vi så to marsvin svømme ind mod os, og som vi mødtes med netop i det hug, hvor grenen skilte sig ud fra land. Hvilken vej vil de vælge, kunne man have spurgt sig om, men det gjorde vi jo ikke, da vi var blevet kaldt til stede uden spørgsmål. Marsvinene valgte at svømme med os, som vi gik ud af grenen, så smukke og strømlinede i vandet blot nogle få meter fra vores skridt i sandet. Ved spidsen slap de os, men vist aldrig uden at glemme, at de havde fulgt os et lille stykke på vej. - Jeg behøver vel ikke at skrive, at der på hjemturen i den gule Lada var helt stille, og da jeg tilfældigt med min datter ved en Roskildekoncert med Sting nogle år senere pludselig stod ved siden af den ene elev, Claus, så udvekslede vi ikke mange øjekast, før vi i munden på hinanden udbrød: Kan du huske?
Den Issehovedoplevelse er højskolehistorien for mig, som vi vel alle hver især forsøger at reparere på i samspil med de aktuelle globaliseringstanker, der nu rammer hele livet ind fra vuggestue, børnehave over grundskole osv., men forhåbentlig aldrig helt vil nå til Issehoved og marsvins piben om noget større. Selv for en havareret højskoleforstander er der mening i Grundtvigs fædrelandssang: Frygt ej for, hvad verden kalder sin nødvendighed af stål. Anderledes dejligt falder ord på …. ja, måske marsvins tungemål?
Eftertanke Jeg har tidligere angivet vores samarbejdsbesvær som et misforhold mellem værkstedsundervisning og et mere symbolsk, stedfortrædende læringsforhold, hvad der begrebsmæssigt er inspireret af den tyske professor i pædagogik, Dietrich Benner, men han har også sat en tredje opgave op for den senmoderne undervisning, nemlig den innovative pædagogik, der skal genskabe tidlige tiders, men nu tabte lærings- og motivationsgrundlag som basis for en indre frem for en ydre styring. Det gives ved højskole- og kostskoleformen med dens vekselvirkningsprincip, men spørgsmålet er, hvordan vi forvalter det?
Det kunne vi ikke helt enes om på Samsø Folkehøjskole, men der et vel en hovedproblemstilling for en højskolebevægelse i et moderne vidensamfund? Hvordan udnytter man den fordel, man har som højskole?
Thorkild Bjørnvigs sang til indvielsen af Samsø Folkehøjskole 19. maj 1984
December 2014
Foto af Issehoved: Lars Høbye.