Konfirmation på Snoghøj
Mine forældre var lærerfolk på Sjælland, og jeg gik i skole hos min far. Men da jeg havde sprunget 1.klasse over, gik det sådan, at jeg skulle gå tre år i ældste klasse i stedet for to - og det syntes mine forældre var for lidt udfordrende. Da jeg tillige skulle gå til konfirmationsforberedelse hos en præst, som de ikke var ret glade for, så fandt de ud af, at jeg skulle rejse til Snoghøj og blive konfirmeret der. Og sådan blev det.
I vinteren 1951-52 var jeg på Snoghøj. To gange ugentligt sad jeg sammen med Erik fra Sønderjylland oppe i faster Jørgines tårnstue og blev forberedt. Det var gode stunder, selvom Jørgine ikke ligefrem var den fødte børneunderviser! Om formiddagen gik vi i friskolen hos Heli Kristiansen - der underviste også min morfar, bl.a. i botanik og zoologi. I eftermiddagstimerne deltog jeg så i flere fag på højskolen, bl.a. gymnastik,håndarbejde og folkedans.
De voksne elever tog sig meget af mig, og jeg havde en fin vinter, selvom hjemveen af og til plagede mig lidt. Jeg var jo kun 13 år. - Også konfirmationen var en dejlig dag, selvom det var et skår i glæden, at jeg ikke måtte få hvid kjole på. Det var forbeholdt brude, sagde faster Jørgine.
Et bittert opgør
Nogle år gik. På Snoghøj skete der store forandringer. Et bittert opgør endte med, at de to forstanderinder skiltes. Anna Krogh slog sig ned på gården, der nu var hendes, og Jørgine forsøgte at føre skolen videre. Men tiden var ved at rinde ud for den slags gymnastik. - Medau og Burmester med totalbevægelser og ledsagelse af rytmisk musik var in - så der kom ikke elever nok, til at økonomien kunne bære. I 1958 var det slut. Jørgine sluttede af med maner med at drage til Bruxelles med et hold gymnaster for at give et par succesfulde opvisninger på den store verdensudstilling.
Mit livs første netværk
Men forinden nåede jeg at være elev. Sommeren 1956 og den følgende vinter som 2-års. En ganske vidunderlig tid, hvor jeg for alvor udviklede mig og begyndte at blive voksen! Der fik jeg venner, som jeg endnu har forbindelse med. Mit livs første netværk, kan man vel kalde det.
Gymnastikken var hård træning. I den første uge var benene meget ømme! Men så fik vi det råd at gå op ad trapperne til Lillebæltsbroen en 3-4 gange. Der var 89 trin! Vi fulgte rådet - og mirakel! - næste dag var ømheden væk. - Vi var på opvisningsturne, både i Sydslesvig og i Nordvestjylland. Specielt husker jeg opvisningen i det ottekantede forsamlingshus i Galtrup på Mors, hvor der kom så mange tilskuere, at de fleste måtte stå op. - Men også vinterskolen var god. Mange boglige timer med tid til fordybelse, gode foredrag, korsang med Esther Aagaard, børnegymnastik-praktik i Middelfart. Alt sammen udviklende og spændende. Vi var ikke mange, men havde det meget fint sammen. Jeg havde ingen penge, men betalte noget af opholdet ved at arbejde, bl.a. passede jeg skolens butik, gjorde rent i tårnstuen og biblioteket hver morgen, så det gik.
Somme tider drog jeg med faster Jørgine land og rige rundt til delingsførermøder, som det hed - møder, hvor gymnastikleder kunne deltage og få ny inspiration til deres arbejde. Så kommanderede faster, og jeg viste øvelserne. Overalt mødte vi glade gamle elever fra Snoghøj. Og jeg tror nok, jeg solede mig lidt i glansen fra Jørgine! - Mange har i tidens løb spurgt mig om, hvordan hendes foredrag var. Et er i hvert fald sikkert: de var svævende, diffuse og svære at forstå. Den ÅND, som der blev talt en del om, følte jeg meget stærkere og mere intenst var til stede i gymnastiksalen end i foredragssalen! Men det er vist en ungommelig og umoden opfatelse af tingene. Men jeg var jo også kun 18 år.
Set i bakspejlet havde det nok været klogt af Jørgine, at hun havde sluttet samtidigt med Anna Krogh. Men så var jeg ikke blevet elev. Som det gik, førte det til, at jeg i hele min seminarietid kunne holde min studiegæld nede, fordi jeg tjente penge ved at lede gymnastik.
Grundtvigske vennemøder
Det sidste, jeg skal fortælle om, er mine erindringer fra de grundtvigske vennemøder, som jeg oplevede hver sommer fra 1947 til 1957. - Ikke fordi jeg hørte alle foredragene, som jeg næppe heller ville have forstået meget af, men mere fordi jeg husker nogle af de personer, der deltog. Der var biskop Ølgaard - det var ham, der i 1948 præsteviede de første 3 kvindelige præster. Men da havde han længe kendt Jørgine og vidst, at hun siden 1933 havde holdt gudstjenester på Snoghøj. Der var C.P.O. Christiansen og hans lystige kone Pip, Aage Møller og hans kone Julie, Jørgen Jensen, Svend Aage Nørgaard, Ingeborg Appel, Arnfred - og mange flere. - Jeg mindes, at alle damerne havde sort fløjlsbånd om håret og Grundtvignålen på brystet!! Men der deltog også unge teologer. Jeg husker Henning Thrane, der senere blev domprovst i Ålborg, og Bent Lomholt, der blev præst i Grønland og i øvrigt allerede dengang var en troubadur af Guds Nåde! Og så var der jo Frederik Christensen og Gunnar Poulsen, som jeg senere fik et godt venskab med.
Fra 1956 og 1957 husker jeg også Studenterkredsens sommermøde. Det var skik på Snoghøj, at man ud af flokken af sommerelever valgte 8-10 dygtige gymnaster ud, som så skulle hjælpe til under vennemødet og studentermødet - gratis forstås - og desuden give opvisninger ved begge kurser. De blev kaldt "de små grå" - og jeg var en af dem de to somre.
Fra studenterkredsen mindes jeg bl.a. Jørgen K. Bukdahl, som var et elskeligt menneske at tale med, men som også trampede på mine tæer, da vi skulle danse folkedans. Musikalsk var han ikke og havde vanskeligt ved at styre sine ben. - Vores gymnastikopvisninger blev modtaget vældig godt af disse meget forskellige forsamlinger. For unge piger, som vi jo var, var det en ny og anderledes verden, der åbnede sig - og et møde med andre unge mennesker, der levede et helt andet liv end vi kendte til. - Om dagen plukkede vi bær og hjalp til med rengøring, kartoffelskrælning og opvask. Det var en rigtig charmerende måde at slutte vores elevtid på.
En æra sluttede
Så overtog Poul Engberg Snoghøj, og den blev nordisk/europæisk. - Jørgine lejede sig ind i en gammel præstegård ved Støvring - men indtil 1961 blev der stadig holdt todages møder for gamle elever. På Snoghøj, Støvring, Beder ungdomsskole fik vi husly til disse stævner. Jeg har endnu den fane, som jeg var den sidste, der bar ved mødet i Beder! Det var en æra, der sluttede ved Jørgines død i 1962. En tid, der nu er glemt af de fleste, men som det var godt at tage del i.
Jeg skylder vist at sige, at selv om jeg var "bidt" af gymnastik dengang, så varede det ikke ved. Da jeg blev færdig som lærer og fik job, var der behov for lærere, der kunne noget med musik og sang, og da det er mindst lige så tidkrævende som gymnastikken - ja, så måtte jeg vælge. Det blev så musik, klaverspil, korsang, sammenspil, orgelspil, musikforståelse, der kom til at fylde mit skema i næsten hele mit arbejdsliv.
Og det er ikke så ringe endda.