Af Lars Høbye
Ungdomsskolen ved Ribe Vinteren 1963-64.
Turen til Ribe En dag i efteråret 1963 tog mine forældre og jeg turen fra Glamsbjerg på Vestfyn til Vester Vedsted nær Ribe. Jeg var fjorten og havde pakket det nødvendige til nogle måneders skoleophold i en grå lærredskuffert, som var en konfirmationsgave.
Målet for turen var Ungdomsskolen ved Ribe. Her var forstanderparret Jens Kristian og Anne Marie la Cour Madsen sammen med en gruppe lærere ved at skabe den skoleform, der nogle år senere blev lovfæstet under navnet ungdomshøjskole.
I mine syv første skoleår havde jeg været elev på Glamsbjerg Fri- og Efterskole, så jeg kendte de frie skolers syn på verden. Jeg var vokset op i et miljø inspireret af Grundtvigs og Kolds tanker. Fortællinger fra den nordiske mytologi, Bibelhistorien og Danmarkshistorien fik jeg ind med skolemælken.
Alligevel var der langt fra Vestfyn til Vestjylland den dag. Jeg skulle for første gang være væk fra mine forældre og søstre længere end en ferieuge. Jeg skulle klare mig selv i en stor gruppe unge, hvor de fleste var ældre end mig. Jeg sad på bagsædet i folkevognen og var spændt. Mine forældre sad foran og var mere trygge, de kendte nemlig Jens Kristian og Anne Marie la Cour Madsen fra deres tid i Vejen Ungdomsforening.
Oprøret gærede 1960'erne var en forandringstid i det danske samfund. Velstand og velfærd blev næsten hver mands eje, og ungdommen gjorde oprør mod de alt for trygge og alt for snævre rammer. Opbruddet havde ikke rigtig nået Glamsbjerg og Vester Vedsted endnu, men det gærede i samfundet, og det gærede i os "teenagere".
På mit værelse boede vi fire drenge i køjesenge. Vi lærte at få en lille verden med repræsentanter fra forskellige landsdele og sociale baggrunde til at fungere. På skolen, var der også en dreng, der havde boet i Persien, en dreng, der var bøsse, en pige, der var jøde, og en dreng, der var farvet. Så forskellige mennesker havde jeg aldrig tidligere mødt. I hvert fald ikke med den nærkontakt, som det giver at leve sammen på en kostskole.
Der var dog grænser for kontakten mellem "drengegangen" og "pigegangen". Besøg på værelserne var kun tilladt på særlige tidspunkter. Alligevel lykkedes det mig at få mit første kys af en pige i en mørk krog en aften lige før sengetid. Kontakt mellem kønnene blev også opretholdt ved hjælp af et snedigt telefonsystem med skjulte ledninger tværs over tage og altaner. Fornuftigt nok blev et interview med den unge Ulla Dahlerup, der talte om pessarets velsignelser, gjort til obligatorisk pensum. Alle eleverne sad forsamlede om skolens eneste sort-hvide fjernsyn med hektisk røde kinder.
Skolens fællesskab var lærerigt, og det var undervisningens også. Jeg husker stemningen under morgensangen. Jeg husker engagerede foredrag om rejser til Kina og til Europas kunstmuseer. Jeg husker lovsange til den utvungne gang, fodformede sko giver. Jeg husker fester, som blev afviklet i kostumer og fantasifulde scenerier af malet papmache. Jeg husker traktorturen til Mandø og busturen til Holland. Jeg husker, at jeg bestod 9. klasses prøven næsten uden at opdage, at jeg havde været til "eksamen". Jeg husker, at forstanderen tacklede en af de uundgåelige disciplinkriser ved at hænge en planche med færdselstavler op og klippe påbudstavlerne af, så kun advarselstavlerne var tilbage.
Skole og dannelse I en samtidig ugebladsartikel formulerede Jens Kristian la Cour Madsen et syn på skole og dannelse, som har fået fornyet aktualitet med de seneste års instrumentalisering af det danske uddannelsessystem:
"Men et turde være sikkert, at det i dag ikke drejer sig om først og fremmest at gøre sig skikket til at kunne betjene mekanikken og alle de ydre funktioner, det kan vi sagtens lære.
Men det allervigtigste er, at vi bliver i stand til at tjene vort eget liv som menneske, så vi får en mening med det. Det er ikke uddannelse, vi har brug for, men dannelse. [….]
Vi har brug for en farlig skole, hvor der ikke blot tales om ansvar, men hvor det gives, hvor det praktiseres med fuld risiko. Det drejer sig om opdragelse til frihed, om opøvning af evnen til at bære den.
Men tør vi gå den vej?
Tør jeg selv?"
Nogle år senere, da ungdomsoprøret kom til Danmark og til højskolebevægelsen, blev la Cour testet på sådanne formuleringer, som han kort forinden også havde udgivet i bogform.
Fyrre år senere.
Fyrre års jubilæum I 2003 deltog jeg i mit holds fyrre års jubilæum på det, der nu hedder Ungdomshøjskolen ved Ribe. Da blev der stadig fortalt historier om "Jubelåret" 1970, hvor en gruppe hærgende oprørere søgte at erobre skolen.
Henrik Noer og Ann la Cour Noer havde overtaget ledelsen, da Jens Kristian la Cour døde i 1978, og de var nu ved at give stafetten videre.
Anne Marie la Cour deltog også i jubilæet sammen med nogle af lærerne fra den gang. Hun kunne huske alle vore navne og spurgte interesseret til, hvordan det var gået os. For mig blev især gensynet med hende en påmindelse om det engagerede skolemiljø, der bidrog til min udvikling fra barn til ung mand.
Jeg var nemlig ikke helt den samme, da mine forældre igen hentede mig og min kuffert i folkevognen.
Marts 2009
Læs også Niels Villefrance Andersens beretning om Ungdomshøjskolen ved Ribe
Litteratur: Finn Krageskov: Ungdomshøjskolen ved Ribe i anledning af skolens 100 års jubilæum . Ribe 1995.
Fotografier: Udlånt af forfatteren