Af Frederik Christensen
Teksten er et kapitel fra Frederik Christensens bog "Med livet i højskolen",
Så rejste vi til Vallekilde Så rejste vi til Vallekilde Højskole, hvor vi kom i lære i de næste fem år. Vi kom ikke blot til en højskole, men til en hel verden af højskolehistorie, til Ernst Triers, Poul Hansens og Uffe Grosens højskole. Vi kom til Martin Nyrops markante hovedbygning, Andreas Bentsens og Nyrops fantastiske øvelseshus og Troels Triers billedsal. Vi kom til et sted der endnu bar præg af Ernst Triers drøm om at bygge Noas Ark med bygninger til landbrug, håndværk, vævning, maleri, gymnastik, kirke og skole. Hvor alle de livsforhold, eleverne skulle ud i, var repræsenteret i bygningsværket. Det drejede sig om det hele menneske, den folkelige sammenhængskraft, det hjemlige i udadvendt virke.
Alt det som længe havde været under nedbrydning, men dog virkede som en erindringskraft i miljøet, og som de fleste elever havde i sig fra den danske bondekultur. Af de ca. 100 elever, som omkring 1960 besøgte Vallekilde højskole, kom næsten alle fra landbohjem med en forestilling om, at de skulle fortsætte i forældrenes fodspor. Sådan gik det ikke. Da vi mødtes til jubilarsammen- komst 40 år senere, havde kun ganske få haft deres gerning ved landbruget.
Det var opbrudstid.
Forstander Jørgen Jessen Jørgen Jessen var blevet forstander i 1954 efter Uffe Grosen, som havde styret Vallekilde Højskole i mere end en generation, havde opnået en meget stærk position i den danske højskole og var en uanfægtet autoritet i Vallekilde. Skønt han var kendt som radikal og pacifistisk, fik han hovedparten af sine elever fra gode jyske Venstre-hjem. Uffe Grosen var aristokratisk på særlig vis. Han satte pris på gode manerer. Og så ejede han som sine forgængere skolen.
Den fortid var vanskelig for en ny forstander. Han blev vurderet i forhold til sin forgænger, og den dyrkelse af forstanderen, som før var næsten en selvfølge, begyndte nu at krakelere. Måske lagde Jørgen Jessen selv for meget i rollen. Forventningerne i omverdenen var store. Man sagde, at det var højskolebiskopperne Hans Lund i Rødding og Arnfred i Askov, som havde udpeget ham. Det var ikke så let at få manden til at passe til rollens egentlige størrelse, men hvem har ikke haft den vanskelighed.
Desuden var ungdomsoprørets befrugtede æg nu lagt. De unges skepsis over for autoriteter var voksende i årene før 1968, selvom de kom fra besindige landbohjem. Det ungdomsoprør, som blev historisk befæstet som venstreorienteret studenter-ravage i et bestemt år, så regeringen 40 år efter føler sig generet af det, men som i virkeligheden kommer af, at den næste generation ikke længere er afhængig af den forrige.
"Fru Jessen" hed hans kone - eller Bodil, som vi senere dristede os til at kalde hende. Hun påtog sig som den gode hustru sin rolle som forstanderkone og dermed også frue-navnet, som hun ikke søgte. Tværtimod var hun et yderst beskedent og ukrukket menneske, som ikke befandt sig særlig godt ved at være centralt placeret i det vurderingsmenageri, som højskolen var - og er. Hun var i virkeligheden et højt begavet og hjerteligt menneske, men det fik hun ikke mange chancer for at vise uden for hjemmets vægge.
Efterårsmøde Jørgen Jessen var en dygtig historiker og god fortæller. Ikke mindst når han fortalte på stedet, i Slesvig, på Sjællands Odde, i Roskilde Domkirke, var han i særklasse. Hans faglige præg på Vallekilde Højskole var i disse år tydeligt det historiske og politiske. Programmet for det første efterårsmøde, jeg deltog i i 1960, var karakteristisk. Jessen talte om "Liberalismens faser", Stephan Hurwitz talte om "Ombudsmandens gerning" og Jørgen Hæstrup om "Modstandskampen og den enkelte". Ligeså karakteristisk hed Uffe Grosens foredrag: " David og hans arv".
Efterårsmødet gik over tre dage. Om søndagen var der 600 deltagere, de to næste dage var der hver dag 400.
Selv var jeg ikke særlig lydhør, for Birthe havde et par dage i forvejen født vores første barn, Helle. Jeg skrev: "Nu forstår jeg, hvorfor forældre er så tossede med deres børn. Vi higer alle sammen mod Paradiset". To år senere fik vi Troels. Begge blev født på Nykøbing Sygehus og døbt i valgmenighedskirken i Vallekilde.
Som altid var der udstilling af Odsherred-kunstnerne ved efterårsmødet: Karl Bovin, Peer Dahl, Poul Nielsen, Viggo Rørup, Ernst og Holmer Trier m.fl. Det var ikke mit første møde med kunsten, men det var i Vallekilde, jeg begyndte at fatte, hvor vigtig den er for menneskene.
Jeg husker, at vi fire søskende gav vores forældre et stort luftfoto af gården til deres sølvbryllup. Billedet fik hæderspladsen over sofaen, og de var meget glade for det. Her havde de deres liv og kærlighed - "Du gav mig oh, Herre, en lod af din jord". Når bønder kun i ringe grad har arbejdet med kunst, skyldes det, at de i højere grad end andre har levet i et skabende univers og i en vis forstand ikke har haft behov for kunst. Dengang.
Men her i Vallekilde var kunsten ikke blot efterårsmødets udstilling. Vi boede nabo til den aldrende og kloge Troels Trier, Ernst Triers yngste søn, som gennem et langt liv havde malet mytologiske billeder rundt på Danmark højskoler, og desuden havde specialiseret sig i at male køer rundt ved kvægopdrættere. Da vi senere kom til Vrå Højskole, fandt vi på utallige gårde i Vendsyssel Troels Triers billeder af nordjyske køer, så vellignende, at gårdejeren kunne udpege hver enkelt ko.
Hos ham kom vi nogle gange og fik gode samtaler om det at male og det at leve. Senere lærte vi hans to sønner, Holmer og Ernst, at kende. Især Holmer slog ind i vores tilværelse, hvor vi senere kom.
Personligheder I Vallekilde mødte vi en række ældre personligheder. Kristian Kildemose, som gennem årtier havde været den iltre og idealistiske gymnastikleder, og Hans Trier Hansen, som ejede højskole- gården. Begge stærke personligheder i det folkelige foreningsliv. Her var også Gelting Hansen, valgmenighedspræst og timelærer ved skolen, skarp i tankegang, ironisk og humoristisk.
Men allerstørst betydning fik vore daglige kolleger. Aase Pedersen, håndarbejdslærer og den der ofte tog hånd om eleverne, når noget gik galt. Da Birthe ventede barn, og vi boede på et elevværelse på anden sal, kom hun og sagde: "Det går ikke. I må flytte ned i min lejlighed, så flytter jeg op i jeres".
Så var det Erik Knudsen, som havde gymnastikken, der stadig var et vigtigt fag på skolen. Han var samtidig formand for De danske Gymnastikforeninger og havde markante evner for organisation og foreningsledelse. Hjemme på skolen tog han altid det dårligste danskhold, de ordblinde og dem der havde fået for lidt skole, og ingen følte sig i en dårlig position, når Erik havde dem.
Kort efter vores afrejse blev han og Bente forstanderpar på Uldum Højskole.
Poul Trier var skolens landbrugslærer og drev sin fars gård. Han var spasmager, havde altid en vittighed i posen. Når Jessen f.eks. ved et lærermøde blev lidt højtidelig og sagde "Så må jeg jo gribe i eget bryst", var Poul straks over ham og sagde: "Det vil da også se sært ud, hvis du greb i andres". Hans humor gik også dybere, kommende fra melankoliens dyb, der hvor det meningsfyldte er skrøbeligt. Han og Asta flyttede til Gråsten Landbrugsskole, hvor han var lærer i en årrække.
Anna og Niels Mandøe var vores naboer i de fem år. Niels fik større betydning for mig end nogen anden kollega, jeg har haft. Et poetisk menneske med stor åndelig spændvidde, overfølsom vil nogen sige. Han var en erfaren lærer fra både folkeskole og højskole og øste gerne ud af sine erfaringer og sine drømme om den fuldkomne lærer.
Vi mødtes næsten hver dag i de sene eftermiddagstimer, røg Corsar cerutter og drøftede alt vi fandt vigtigt. Vi drøftede Løgstrups "Den etiske Fordring", som da var kommet, eller Martin A. Hansens forfatterskab, der på de fleste højskoler havde næsten bibel-karakter. Vi kastede os begejstrede over Jens Kruuses artikler i Jyllands-Posten og endevendte "Højskolen til Debat" fra 1961, den vigtigste bog om højskolen skrevet i 1900-tallet. Vi var begge knyttede til "Liberal Debat".
Niels var en stor fortæller og litterat. Hans poetiske gemyt tiltrak nok især pigerne, men jeg har hørt utallige gamle Vallekilde-elever af begge køn begejstret fortælle om hans undervisning.
Anna var mere nøgtern. Hun gav af og til udtryk for, at der var konkrete opgaver her i tilværelsen, som ikke kunne klares ved at falde hen i utopiske ideer. Hun var en dygtig og præcis lærer, som ifølge eget udsagn havde født alle sine fire børn i det store middagsfrikvarter.
Den første vinter på Vallekilde ringede hun op til mig og fortalte, at hun var formand for husmoderforeningen i Vipperød, og da hun havde hørt så meget godt om mine evner som foredragsholder ville hun spørge mig, om jeg kunne komme i foreningen. Jeg var smigret, og vi aftalte en dato. Jeg sled med foredraget i et par måneder. Hun og Erik Knudsen havde aftalt, at de ville stå ved forsamlingshuset i Vipperød og modtage mig. Men Niels Mandøe fandt det for groft og afslørede sammensværgelsen.
Jeg har aldrig tilgivet hende, men har haft megen glæde af at fortælle historien. Anna og Niels Mandøe blev ansat som forstanderpar på Støvring Højskole i 1966 og blev senere lærere ved Skodborg skole.
Disse gode kolleger havde vi "Vallekilde Konvent" med i 30 år. Vi mødtes hvert år i to dage og fortsatte, hvor vi slap sidst.
Undervisning og fagudbud I Vallekilde kørte vi i de år en ganske traditionel højskole. Undervisningsplan og fagudbud var stort set som i årene forud. Der var morgensang med fadervor kl. 8.00, og så kom lektionerne ellers i timeskift frem til en times middagspause, hvorefter de forsatte til aftensmad kl. 18.00.
Om morgenen dagen efter ankomsten til skolen, samlede vi alle eleverne til diktatskrivning i den store skolestue. Diktaten var i alle årene en tekst fra Martin A. Hansens novelle: "Ploven."
Efter middag blev eleverne orienterede om praktiske forhold, og det der var forbud imod. Man måtte ikke være sammen med det modsatte køn på værelserne efter kl. 22, man måtte ikke drikke spiritus - dengang var der ikke hash - og man skulle følge undervisningen. Medens elever fik den prædiken af skolens forstander - vi kaldte den driftsorientering - , inddelte vi lærere eleverne på fem-seks danskhold efter fejlprocent i diktaten. Jeg har aldrig hørt nogen beklage sig over den sortering.
I disse år havde næsten alle højskoler fem måneders vinterskole og tre måneders sommerskole. Det betød, at vi lærere stort set havde fire måneder fri hvert år. Der kunne være et enkelt sommerkursus på en uge, og vi skulle forberede den kommende højskolevinter i nogle dage, men ellers var tiden vores egen. Det lå i luften, at det var studietid, og sådan blev tiden også anvendt for de fleste.
U-landsundervisning Jeg fik studietid på en lidt speciel måde, idet jeg i tre eftersomre var engageret i "Højskolernes u-landsundervisning", som foregik dels på Nordisk Landboskole i Odense og dels på Kunsthøjskolen i Holbæk. Svend Erik Bjerre var leder de første år, så tog Jørgen Gammelgaard over. Sagt lidt kort gik det hele ud på, at vi fik 60-80 elever fra udviklingslande, især fra Afrika, som skulle lære hvordan man udvikler et samfund som det danske med demokrati, andelsbevægelse osv. Vi skulle lære dem dansk på to måneder, så skulle de ud på højskoler eller landbrugsskoler, og så skulle de hjem og løfte Afrika. Det var naivt og måske spildte kræfter, men vi kunne dog med en vis ret håbe på, at det ville betyde noget for disse folk at være udvalgte og være i stand til at sammenligne det danske velfærdssamfund med deres eget land. Måske lærte jeg mere end dem. Jeg lærte noget om dansk undervisning for afrikanere, som kun kunne tale et afrikansk mindretalssprog, og jeg lærte noget om at omgås mennesker, med hvem jeg kun havde det tilfælles, at vi var mennesker.
Fotografier: "Med livet i højskolen", Forlaget Vartov 2008.